2121. Den evige Fader uddybede videre for sin indviede søn: "Men det er ikke blot kampen mod de primitive kropslige anlæg, det indviede væsen må kæmpe, når det har ladet sig føde i et underliggende tilværelsesplan. Det må også i større eller mindre grad blive offer for den misforståelse, hån, spot, bagtalelse og intolerance, der opstår som følge af den kontrast, som dets eget ophøjede, sympatiske anlæg udgør i forhold til de sympatiske anlæg, der er almengældende for det lavere plans egne beboere. Dertil kommer så den uvilje eller stærke antipati, det samme indviede væsen også kan blive offer for fra de her gældende religiøse autoriteters og sekters side, der lever i den tro, at deres religiøse dogmer er de absolut eneste saliggørende. Man lever således her i den faste forestilling, at alle fra disse dogmer afvigende opfattelser af de evige fakta er falske og befordrer afgudsdyrkelse. Dette bevirker igen, at det indviede væsen, hvis opfattelser, grundet på dets kosmiske bevidsthed, nødvendigvis i meget høj grad i renhed og fuldkommenhed må ligge højere end de til et lavere plan beregnede, men nu forældede dogmer eller fortolkninger. Hvis ikke det forholdt sig således," fortsatte den evige Fader, "var dette mit sendebud til det lavere plan ganske overflødig. Til hvad nytte skulle han så forlade den højere verden, hvor han hører hjemme, risikere liv og førlighed på et lavere plan? – I kraft af denne hans langt højere og fuldkomnere manifestation af sandheden eller afsløring af livets mysterium, undgår han således ikke at blive stemplet som en falsk profet, ja ligefrem som svindler eller bedrager. Og således bliver det naturligt, at de religiøse autoriteter eller myndigheder indenfor disse bevægelser, som i menneskenes opfattelse skulle være de første til at modtage mine kosmiske sendebud, bliver de sidste.
      Hertil kommer yderligere den omstændighed, at en ny, høj kosmisk viden ikke udgør noget glimrende økonomisk objekt i en verden, hvor krig, mord, drab og straf endnu indgår i den almene autoriserede statsmoral som retfærdighed, og hvor ære og anseelse hovedsageligt er et spørgsmål om penge eller formue. Pengene er derfor blevet de jordiske menneskers altopslugende interesseobjekt. Alt, der giver adgang til penge, til store økonomiske gevinster, avancer eller fortjenester, udgør derfor foreløbig så fremtrædende idealer, at de helt overskygger de ophøjede, virkelige livsidealer i retning af humanitet eller næstekærlighed. Derfor må det kosmiske væsen, jeg sender til en sådan verden som mit sendebud eller lysbringer, altid fødes i "stalden" og leve i "krybbens" nærhed, hvilket vil sige, i ringe kår, selv om hans visdom til verden bliver fundamentet for millioner af menneskers levebrød senere hen, når den er blevet anerkendt af almenheden, og min udsendte lysbringer atter er vendt tilbage til mig. Hans mission i en verden, der befinder sig i denne materialistiske eller pengenes epoke, må derfor altid i begyndelsen i en vis udstrækning befordres ved hjælp af "de vise mænds gaver", hvilket vil sige: ved hjælp af en vis grad af kærlighed. Denne kærlighed kan igen kun komme fra væsener, der er så meget forud for deres samtid, at de er modne til at forstå mit sendebuds mission og rede til sammen med ham i større eller mindre grad at tage de besværligheder og lidelser, det koster, at være med til at stadfæste min evige visdoms kosmiske idealer i de uindviede væseners lavere verdener. I en verden, der er totalt blottet for mennesker med en sådan kærlighed, kan mit sendebud ikke modtages og en ny kulturbasis umuligt få fodfæste, ligesom den i et sådant tilfælde naturligvis heller ikke ville være påkrævet. Verdensgenløsningens princip er således kærlighed og kan kun udløses der, hvor der er mennesker, der er i slægt med dens bølgelængde, og i hvis mentalitet den kan få fodfæste og herfra som kulturbasis udbrede sig videre til den øvrige verden.
      Ja, min kære søn, du ser her, at den mission, menneskehedens virkelige kosmiske frelsere eller verdensgenløsere har fået tildelt af mig, ikke er en dans på roser. Den ville umuligt kunne befordres, hvis ikke disse væseners kærlighed var således, at de ikke viger tilbage for nogen som helst form for lidelse og død, når de derved kan frelse andre mennesker fra en mørk skæbne. I kraft af denne kærlighed er disse mennesker ét med mig og kan derfor i alle situationer, selv i de værste lidelser, befinde sig i vågen dagsbevidst oplevelse af min ånds tilstedeværelse og se mit evige lys funkle, lyse og varme i deres egen ånds regioner."