2123. "De væsener, der i særlig grad forfølger mine udsendte lysbringere eller kulturskabere til de lavere verdener," vedblev den evige Fader, "er meget ofte væsener, der har en fremtrædende rolle indenfor de religiøse sekter eller samfund. De ser i den bevægelse, som en ny udsending fra mig altid afstedkommer, en slags vildførelse af menneskene. Autoriteterne eller lederne indenfor de nævnte samfund er som regel de mest ortodokse og kan derfor ikke se, at den erkendelse eller opfattelse af de evige fakta, som er fundamentet for deres sekt eller samfund er forældet og, som kulturfaktor betragtet, i stærkt forfald. At den ny klarlæggelse eller fuldkomnere analyse af de evige livsfakta, som jeg igennem mit nye sendebud åbenbarer for verden, er den kærlighedens hånd, hvormed jeg befordrer den fortsatte førelse af menneskeheden imod lyset eller opad imod livets højeste tinder, forstår de slet ikke. Derfor bliver disse gejstlige eller religiøse autoriteter ikke de første – men de sidste – til at tage imod min nye lysmanifestation.
      Men rent bortset herfra er der en anden type væsener, der også i større eller mindre grad føler antipati imod Verdensgenløseren og hans mission. Det er væsener, der i kraft af psykopatisk prægede anlæg ligger under for den tro, at de selv er Verdensgenløseren eller i det mindste har opnået den kosmiske indvielse. Disse væsener er mere farlige for menneskene, end de er for Verdensgenløseren, idet de er i stand til for en tid at føre uvidende eller underudviklede mennesker ind på sjælelige eller åndelige afveje. Disse væsener har i virkeligheden ikke nogen som helst anden kosmisk viden end den, de har læst sig til i bøger eller har fået fortalt af andre væsener. Men denne andenhånds eller tredjehånds viden præger de med deres egne af deres sygelige fantasi affødte, religiøse forestillinger, som de nu docerer som absolut eneste saliggørende eller rette vej til menneskehedens frelse. Og her har vi for os", fortsatte den evige Fader, "de mere eller mindre "falske profeter", som jeg igennem min elskede søn, Jesus Kristus, bebudede, der senere hen ville opstå. Her gælder det ikke mindre, end i noget som helst andet tilfælde, at kende træet på dets frugter. Og "frugterne" eller kendetegnet på mine virkeligt indviede sendebud er udelukkende dette, at disse væsener hellere selv vil lide, end at menneskeheden skal lide. De er endog parate til at gå i døden for menneskehedens velfærd, hvis det kræves. Den, der ikke tør eller kan gøre dette, afslører herved, at han endnu ikke kender sin udødelighed eller livslovens største bud: at kun den, der giver sit liv for andre, skal komme til at eje det, medens den, der ikke kan give sit liv for andre, vil komme til at miste det. Dette er kendetegnet på mine kosmiske sendebud, verdensgenløsningens mestre og deres højest udviklede disciple".