Livets Bog, bind 6
Kærlighedens hovedformål
2126. Den guddommelige Fader og søn fordybede sig videre i åbenbaringen af kærlighedens mysterium. Og den evige røst fortsatte: "Som du, min kære søn, allerede forlængst har oplevet, er kærligheden en mental energi, der udelukkende fører sine ophav til at ofre sig for deres næste eller deres omgivelser. Hvis ikke den gjorde det, var den ikke kærlighed. Men at ofre sig for sin næste eller sine omgivelser betyder det samme som at bære byrder for andre, at tjene andre, hellere selv at lide end at andre skal lide. Kærligheden kan således kun udløses i handlinger, der absolut er til glæde og velsignelse for levende væsener. Du har her set, hvorledes denne form for mentalitet ligger til grund for menneskehedens frelse eller videreførelse imod den store fødsel eller indvielse. Dens hovedformål er netop de levende væseners befrielse fra mørkets og dødens områder. Dens kulmination kan derfor kun finde sted i det område, hvor dyrets mentalitet skal forvandles til menneskementalitet, altså på de udviklingsstadier som de jordiske mennesker befinder sig på. I mentale og fysiske livsområder, der er langt længere fremme i udviklingen end de jordiske menneskers, kan kærligheden ikke blive forbundet med særligt tyngende ofre, da alle her elsker alle og derfor tjener alle, skaber lys og velvære for alle. Her er den kun en funklende, reel livsglæde, en lysende atmosfære, der ikke kan formørkes af nogen form for skygger. Den udgør her et permanent tilpasset, mentalt solskin. Men i lidelsernes og ragnaroks natsorte områder, der er mørkets kulminerende hjemsted, bliver kærlighedens lys meget mere iøjnefaldende. Men det er jo også i mørkets terræner, at lyset har sin primære mission. Hvordan skulle mørkets terræner blive oplyst uden lys? – Hvordan skulle dødens og lidelsernes natsorte terræner og faldgruber blive synlige og derved kunne undgås, hvis ikke kærlighedens lys kom ind i disse områder? – Uden lys i mørket, bliver dette ved med at være mørke. Men hvordan skulle lyset komme ind i mørket, hvis de væsener, hvis mentalitet og væremåde er identisk med lyset, ikke ville neddykke i mørkets terræner og her lyse for deres yngre brødre, hvis mentalitet endnu ikke kan lyse? – Og hvordan skulle disse lysets væsener være identiske med lyset eller kærligheden, hvis de ikke netop ville påtage sig denne mission?" –