Livets Bog, bind 6
Gud viser sønnen sin kærlighed, og at "alt er såre godt"
2127. Den guddommelige Fader fortsatte: "Ja, min kære elskede søn! Du ser her, hvad der venter dig, som lige er gået igennem indvielsens port og nu her sammen med mig fordyber dig i livsmysteriets løsning. Du vil nu snart være blandt de væsener, jeg udsender som mine største sendebud til de lavere verdener. Det er derfor, at jeg her giver dig en sidste overskygning af min ånd for at stadfæste og gøre mit lys urokkeligt i dig, når engang du som mit udsendte sendebud med dit liv og din væremåde skal stadfæste vort himmelske lys for dine unge slægtninge i dødens terræner. Du har her i livstemplets allerhelligste fået opklaret verdensgenløsningens mysterium og kærlighedens største mål. Du er ikke mere i tvivl om, at kærligheden er universets grundtone. Du er nu selv blevet identisk med den og vibrerer derfor i kontakt med dens bølgelængde, hvor som helst du oplader dit sansesæt i verdensaltet eller i min ånds umådelige rige. Du ser min alkærlighed i alle naturens skabelsesprocesser, hvilket altså vil sige, i min skabelse. Du ser, at jeg ikke fører en eneste af disse mine skabelsesprocesser til afslutning, uden at de i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Du ved, at der, hvor det endnu ikke ser sådan ud, idet lidelser og besværligheder, død og undergang præger tilværelsen, der er jeg endnu ikke færdig med min skabelse. Og hvor jeg ikke er færdig med min skabelse, kan naturligvis hverken væsener eller ting være fuldkomne og opfylde det færdige stadiums formål: kulminerende kærlighed og højintellektualitet, skønhed og glæde. Men du ved, min kære søn, at absolut alt i min skabelse, og dermed også hvert eneste endnu ufærdigt menneske, vil komme til at opfylde dette formål, akkurat ligesom du nu selv er blevet færdigskabt eller færdigudviklet og opfylder nævnte formål.
      Og således har du set min kærlighed overalt. Du mødte den igennem et par forældre eller deres stedfortrædere, hver gang du i dine mange liv spæd og hjælpeløs trådte ind i verden. Du så min kærlighed i din organismes udvikling til stadigt højere og højere former for livsoplevelse og dermed din fuldkommengørelse fra primitivitet til intellektualitet. Du mødte også min kærlighed i den omskabelse af jorden, der forvandlede den fra at udgøre et for alt vegetabilsk og animalsk liv ødelæggende flammehav til den lyse og varme boplads i universet for dig og dine medvæsener, som den nu er. Ligeledes så du også min kærlighed i den skabelse, hvormed jeg hver dag afgiver føde og livsbetingelser for de levende væsener på deres forskellige stadier. Du følte også min kærlighed igennem alle de væsener, der elskede dig, ligesom du nu også er udviklet til at fornemme min kærlighed bag alle dem, der forfulgte og hadede dig. Du lærte at elske dem, fordi du så, at de handlede i uvidenhed og blinde. De vidste ikke, hvad de gjorde. Du lærte også at elske dem, fordi du så, at de udgjorde min frelsende hånd for dig på et tidspunkt i dine mange tidligere liv, hvor du var på vej til at drukne i ragnaroks, vildfarelsernes og overtroens terræner. Og du har nu tilsidst oplevet min altomfattende kærlighed i de kosmiske evner og anlæg, i kraft af hvilke du nu, som det fuldkomne menneske i mit billede efter min lignelse, er givet adgang til herefter at være min udstrakte hånd til hjælp for dem, der nu skal befries af mørket og lidelserne og befordres opad imod de samme livets højder og lysende tinder, hvor jeg ved min ånds almagt og alvidenhed holder hvert eneste levende væsens skæbne i min alkærligheds hånd. Du er således her, min kære søn, blevet indforstået med, at min kærlighed, der samtidig er det højeste resultat og udtryk for min alvidenhed og almagt, er fundamentet bag alle universets manifestationer, såvel i mørket som i lyset, og i kraft af hvilken ingen som helst energiudløsning eller skabelse kan finde sted uden tilsidst at være til glæde og velsignelse for levende væsener, ligegyldigt hvor mørk den så end måtte have åbenbaret sig. I kraft af din indvielse eller næstekærligheds fødsel ser du her på livets tinder sammen med mig, at "alt er såre godt", ligesom du nu også forstår, hvorfor min bevidsthed i verdensreligionerne bliver udtrykt som "den hellige ånd"."