2131. Som læserne har set, er vi hermed kommet igennem den del af livsmysteriets løsning, der hedder "mellemkosmos". Vi har med vore kosmiske analyser ikke alene bekræftet og korrigeret den hidtil eksisterende gamle visdom, som er givet menneskeheden igennem profeterne og verdensgenløserne, og som væsentlig er nedfældet i Bibelens to testamenter og i andre hellige bøger. Selv om denne visdom rummer i sig selve kernen i al visdom, nemlig påberåbelsen af kærligheden til alt og alle som vejen til, og målet for, alle de levende væseners eksistens, har den dog i særlig grad kun været indstillet på selve forholdet mellem de levende væsener i mellemkosmos. Og selv om den blandt andet i kraft af det femte bud, "du skal ikke ihjelslå", rækker langt ind i det næste indvielsesfelt, nemlig: mikrokosmos og makrokosmos, så har disse to felters indre sjæleliv og psykiske forhold til de mellemkosmiske væsener endnu ligget langt udenfor disse væseners alfare, mentale vej. Man er her endnu ikke nået frem til at forstå nævnte guddommelige bud i hele sin konsekvens, hvor dets overholdelse danner fundamentet for det levende væsens totale fuldkommengørelse som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Uden denne overholdelse vil en total indvielse af væsenet, en total oplevelse af den store fødsel og den heraf følgende totale kosmiske bevidsthed være en umulighed. Her må dog fraregnes de tilfælde, i hvilke det indviede væsen i verdensgenløsningens tjeneste, som det mindste onde, må ofre sin organisme for derved at frelse menneskene fra et større onde. En sådan situation kan ikke bevirke, at væsenet mister den engang opnåede kosmiske bevidsthed. Her er det kærligheden og ikke det modsatte, der har overtaget.
      Med hensyn til jordens mennesker er det endnu således, at den store almenhed kun opfatter det femte bud som et blot og bar påbud om ikke at dræbe mennesker. At påbuddet også gælder dette, ikke at dræbe dyr, er endnu ikke blevet en almen opfattelse. De har derfor hidtil regnet med, at de har uindskrænket ret til at fange og fængsle, dræbe og æde dyr. Hertil kommer også den trældom, jordens mennesker i stor udstrækning påfører visse dyr. At de også befordrer ligbrænding, samt udløser mange andre former for unaturlig lemlæstelse, død og undergang for væsenerne i mikrokosmos, betragter de som selvfølgeligt. Her ind under hører de mange verdenskatastrofer i mikrokosmos, der er resultatet af deres unaturlige levevis, deres nydelser af stoffer, der hverken er mad eller drikke, men derimod udgør den rene gift for mikrovæsenerne i deres organismers indre og dermed er sygdomsbefordrende og dødbringende for dem selv. Men dette mentale mørkestadium er et ganske naturligt stadium i menneskets forvandling fra primitivitet til intellektualitet, fra dyr til menneske. Men det er langt fra at være det endelige eller færdige stadium i Guds skabelse af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og der, hvor væsenerne ikke er udviklede til at kunne overholde livsloven, der må de nødvendigvis overtræde denne. Den viden og begavelse, de ikke har, kan de ikke handle efter. Men virkningerne af livslovens overtrædelse holder ikke op, fordi overtrædelsen skyldes uvidenhed. Gjorde den det, kunne udvikling umuligt finde sted. Væsenerne kunne umuligt lære at kende, hvad der var godt, og hvad der var ondt. I de lavere verdener, hvor væsenerne endnu ikke er udviklede til at kunne overholde livsloven eller det femte bud, "du skal ikke ihjelslå", der er det mere eller mindre en livsbetingelse for dem at dræbe. Men her vil disse væseners liv i en tilsvarende grad blive generet eller hjemsøgt af de virkninger, som deres ubevidste overtrædelse af det femte bud eller livsloven afstedkommer. Og menneskenes såvel som dyrenes liv og skæbne bliver, som tidligere beskrevet, en vandring i en permanent kamp på liv og død. Hos menneskene kulminerer denne kamp, idet de med udviklingen af deres intelligens er blevet i stand til at mangfoldiggøre det dræbende princip. At denne mangfoldiggørelse igen afføder en tilsvarende mangfoldiggørelse af dette drabsprincips virkninger er naturligvis selvfølgeligt. Derfor kulminerer de ufærdige menneskers liv og skæbne i ragnarok, dommedag eller helvede.