Livets Bog, bind 6
Lægevidenskabens store indsats
2133. Med hensyn til lægevidenskabens kendskab til den menneskelige organisme kan det ikke nægtes, at den er kommet meget langt. Den er meget dygtig i sit felt og redder millioner af mennesker ud af kropslige lidelser og unaturlig død, men fundamentet for dens rækkevidde er kemi og kirurgi. Det mikroskopiske verdensalt opfattes mere som materie eller stof, end det opfattes som liv. Naturligvis har den materialistiske videnskab et overordentligt stort kendskab til mikroliv i form af celler og bakterier osv., men dette kendskab omfatter i virkeligheden kun nævnte mikrolivs stoflige reaktioner. Og så langt, som dette kendskab er tilstrækkeligt for dermed at kunne skabe helbredelse for sygdomme, har denne videnskab været til umådelig stor velsignelse og frelse fra lidelse og død. Lægevidenskabens utrættelige kamp for at hjælpe menneskeheden er således ikke nogen lille manifestation i verdensgenløsningens tjeneste.