2135. For at kunne blive det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse må menneskene nødvendigvis gennemleve en epoke, i hvilken de må lære sjælelivet i deres organismes mikroverden at kende. De må således komme til at forstå, at nævnte organisme ikke udgør en blot og bar animalsk maskine, men at den tillige også udgør et verdensalt, befolket med myriader af mikrovæsener, der hver især har et sjæleliv, som organismens ophav er medansvarlig for. Og ligesom menneskets sjæleliv i stor udstrækning påvirkes og formes af den ydre natur, således formes mikrovæsenernes sjæleliv også af en for dem fremtrædende ydre natur. Medens den ydre natur for organismens ophav er den sædvanlige kendte natur med dens udløsninger af kulde og varme, storm og stille, dag og nat, tørke og væde, samt katastroferne: jordskælv, oversvømmelser, lyn og torden osv. er den ydre natur for mikrovæsenerne i en organisme ligeledes principmæssigt også underkastet en omgivende natur, der kan udløse både velvære og katastrofer for disse væsener. Denne mikrovæsenernes ydre natur og dens kræfter kendes af det uindviede menneske endnu kun som dets indre, kropslige, organiske funktioner. Det kender ikke denne sin indre organiske struktur som et verdensalt eller univers for levende, tænkende væsener. At det selv er et forsyn eller en guddom i dette univers, og at dets "ånd over vandene" her er den højeste magtfaktor og kan afføde en strålende velsignelsesrig lystilværelse såvel som et livsødelæggende ragnarok eller helvede for dets mikrovæsener, er en sandhed eller visdom, der først nu skal blive til levende virkelighed på dets vej mod lyset eller fuldkommengørelsen.