2137. Denne mellemkosmiske skæbne dækker således kun en vis del af det levende væsens skæbneområde. Det lever ikke blot i mellemkosmos, selv om dette kosmos er det primære i dets foreløbige sanseområde. Fundamentet for dets fysiske organisme er mikrokosmos. Men dette kosmos udgør igen et mellemkosmos og dermed et univers for myriader af mange forskelligartede mikrovæsener. Uden disse væsener ville organismen være en umulighed, ligesom den også ville være en umulighed uden dens besættelse af det levende væsens ånd eller psyke, der er dens ophav. Vi får her et første indtryk af, hvorledes det levende væsens ånd ikke er identisk med den fysiske organisme, men derimod er en energi eller kraft, med hvilken denne kan overskygges eller besættes. Det er denne ånd eller kraft, organismens ophav oplever som sin bevidsthed, sin tænkning og viljeføring. Og med denne kraft kan det beherske de livsområder, som dets organisme udgør for mikrovæsenerne i dens indre. I forbindelse med disse små væseners eget livsbegær og kraft kan det opbygge og vedligeholde sin organisme således, at den normalt er til glæde og velsignelse som et livsoplevelsesredskab for det selv, og som et livsvigtigt univers eller verdensalt for mikrovæsenerne. Uden denne guddommelige og evige anordning i verdensstrukturen ville al manifestation og livsoplevelse være en total umulighed. Vi begynder her at se, at det levende væsen, i kraft af denne sin ånds eller psykes besættelse eller overskygning af sin organismes mikroliv til gensidig fordel for opfyldelsen af de for begge parter nødvendige livsbetingelser, er et forsyn eller en guddom i det univers eller verdensalt, dets organisme udgør for dens mikroliv. Da alt bevidsthedsliv er underkastet udvikling og indvikling, kan organismens ophavs tilværelse som forsyn eller guddom i det univers, dens organisme er for dens mikrovæsener, heller ikke undgå at være nævnte udvikling og indvikling underkastet. Ligesom målet for udviklingen i mellemkosmos var at bringe væsenet til at blive ét med Gud i kærlighedsudfoldelsen overfor mennesker, dyr og planter, således er det også udviklingens mål at bringe væsenets forhold til sine mikrovæsener i dets organisme til at blive ét med Gud i dets fremtræden som guddom eller forsyn for disse væsener. Uden at væsenet når dette mål, vil det aldrig nogen sinde kunne blive immun overfor organiske eller kropslige sygdomme og lidelser, ganske ligegyldigt hvor kærligt det så end måtte være overfor dets medvæsener i mellemkosmos.