2150.
Uden ånd eller psykisk kraft ville intet som helst fysisk stof kunne bevæge sig eller være levende.
Når denne ånd eller psykiske kraft totalt forlader en levende, fysisk organisme, bliver denne til et "lig".
Og vi siger om det pågældende væsen, at det er "dødt".
Men selve organismen med alle dens indre og ydre organer eksisterer stadig.
Ikke desto mindre mangler der noget.
Det, der mangler, er det, der før som en usynlig kraft besatte organismen og fik den til at bevæge sig og fungere alt efter denne indre usynlige krafts påvirkning eller tilskyndelse, og hvorved den blev levende.
Uden denne indre kraft blev organismen altså til et lig, der derefter lå stille hen som noget kasseret affald, på vej til forrådnelse eller opløsning.
Da organismen uden denne usynlige kraft, der før gennemstrømmede den, således er noget kasseret affald, kan den aldrig have været andet end noget sekundært ved det levende væsen, som den før var udtryk for.
Den usynlige kraft, der før besatte den og opretholdt den som levende, og uden hvilken den blev til et lig, opleves her tydeligt som det primære ved nævnte levende væsen.
Dette understreges yderligere derved, at nævnte psykiske kraft igen udgør den sammenhængende psykiske eller åndelige struktur, vi kender som bevidsthed, tanker, vilje, talenter, følelser, viden, samt alle øvrige mentale foreteelser.
Væsenets bevidsthed udgør således en psykisk eller åndelig struktur på samme måde som dets fysiske organisme udgør en fysisk struktur.