Livets Bog, bind 6
Hvorfor det er en fejltagelse at tro, at den fysiske organisme er et levende væsen
2156. I kraft af den geniale fysiske organisme kan det levende væsen jonglere med fysiske materier og igennem denne materie åbenbare eller tilkendegive sig på det fysiske plan, ligesom det kan modtage andre levende væseners tilkendegivelser, der på samme måde bliver åbenbaret i fysiske materier ved hjælp af disse væseners fysiske organismer. Da denne manifestationsform kun kan skabes ved hjælp af væsenets fysiske organisme, og denne er det eneste, der er synligt for væsenerne i en epoke, hvor de kun er indstillede på fysisk sansning eller livsoplevelse, er det ikke så mærkeligt, at man i en sådan epoke eller på et sådant stadium i menneskets fuldkommengørelse tror sig identisk med sin fysiske organisme. Den er det eneste, man i en sådan epoke vågen, dagsbevidst kan sanse eller opleve af det levende væsen. Den er ligeledes det eneste, man kan tilkendegive sig igennem. Men dette, at opfatte den fysiske organisme som identisk med dens ophav, det levende væsen selv, er ligeså fejlagtigt, som det ville være fejlagtigt at tro, at en bil er identisk med dens ejer eller den person, der kører i den. Organismen er ligesom bilen kun et redskab for et levende væsen og kan derfor umuligt udgøre dette levende væsen selv. Men organismen, som er skabt i "levende materie", er blot et langt fuldkomnere og mere kompliceret redskab end bilen, der kun er skabt i "død materie". Det er således en stor fejltagelse at tro, at det levende væsen i sig selv eller i sin egen natur er synligt eller tilgængeligt for sansning. Det er i denne sin egen natur absolut hævet over al sansning. Det er udelukkende derfor, at det nødvendigvis må have et redskab, må have en organisme at tilkendegive sig igennem og for at kunne opleve eller sanse andre levende væseners tilkendegivelser eller manifestationer.