2158.
Da organismens ophav ikke blot er hinsides den fysiske organisme, men også er hinsides den mellemkosmiske elektricitet eller livskraft, bliver denne kraft således et mellemled mellem nævnte ophav og dets fysiske organisme.
Dette mellemled bliver dermed en kendsgerning.
Set fra et fysisk synspunkt bliver nævnte mellemled således en kraftens verden.
Men da denne kraft er det samme som ånd og dermed psykisk, bliver det ligeledes her til kendsgerning, at der eksisterer en psykisk eller åndelig verden.
Og vi har her fået et meget stort materiale i hænde, som kan afsløre al den mystik, der på grund af uvidenhed, primitivitet og overtro er opstået omkring denne.
Rent bortset fra den geniale og logiske opbygning, som den fysiske organisme repræsenterer, må vi også tage i betragtning alt det, den bringes til at udrette eller skabe.
Al menneskelig skabelse, såsom bygningsværker, kraftværker, fabrikker, maskiner, apparater, kunstværker, litteratur- og musikværker osv. har kun kunnet finde sted i kraft af den menneskelige, fysiske organisme og dennes beherskelse ved hjælp af den mellemkosmiske elektricitet eller psykiske kraft.
Forud for disse menneskelige skabelser er disse altså blevet ønsket og planlagt.
Men når de er blevet ønsket og planlagte forud for deres fysiske skabelse, kan dette ønske og denne planlægning netop kun have eksisteret på det psykiske plan.
På dette psykiske plan er de blevet til i psykisk materie, altså i mellemkosmisk elektricitet.
Det viser os, at den mellemkosmiske elektricitet ikke udelukkende fremtræder som "kraft", men at den på det psykiske plan også fremtræder som "stof" eller "materie", man kan opleve og skabe i.
Men når vi kan opleve og skabe i denne materie, bliver det psykiske plan også en verden med detaljer, vi kan opleve og manifestere i ganske uafhængigt af det fysiske plan.
Ja, de fysiske skabelser er, som vi i det efterfølgende skal se, kun kopier af skabelserne på det psykiske eller åndelige plan.