Livets Bog, bind 6
Hvad inkarnationsloven betyder
2168. Takket være denne lov om inkarnation af liv kan intet fysisk væsen eksistere, uden at dets organisme er en bolig for mikrovæsener, er et verdensalt en miniature. Og takket være den samme lov, befinder vi os selv som mikrovæsener i en større organisme, der atter igen befinder sig inde i en endnu større organisme og således fortsættende. Ifølge dette guddommelige system har vi fået adgang til at kunne glæde os over solens lys og nattens stjerner, over skønne farverige kontinenter og have, over tusinder arter af levende væsener, over forståelsen af solbyers og kloders gang såvel i mikrokosmos som i makrokosmos og over oplevelsen af hele verdensaltet som et levende væsen, en levende guddom. Uden den nævnte inkarnationslov ville vi aldrig nogen sinde have fået sansebegavelse, ligesom der heller aldrig ville være opstået noget, der kan sanses. Ingen manifestation, ingen skabelse, ingen oplevelse af liv, men en evig død i form af et "intet", ville herske der, hvor et evigt liv i dag igennem utalte milliarder af levende væsener funkler og lyser som identisk med Guds ånds strålevæld, i hvilket vi alle leve, røres og ere.