2170. Vi kan her se, at det levende væsen ikke blot yngler ved den rent kønslige, seksuelle parringsdrift, hvormed det sætter afkom eller børn i verden, og hvorved forplantningen af nye fysiske organismer finder sted, men det befrugter og yngler også igennem tilfredsstillelsen af de manifestationsarter, der udgør dets begær, lyst og interesse. Disse manifestationsarter må det i første instans udføre med sin almindelige, vågne, dagsbevidste hjerne- og viljefunktion. I dette stadium er manifestationen mere eller mindre ufuldkommen og fejlagtig. Men efterhånden, som den permanent bliver gentaget, opstår altså den helt fuldkomne evne derved, at denne permanente funktion, som før omtalt, danner organ eller legeme for en livsform, der inkarnerer i organet og overtager funktionen. Derved bliver den pågældende funktion mere og mere automatisk for det mellemkosmiske væsen, der med nævnte manifestation har opelsket organet. Og vi ser her løsningen på mystikken i det gamle ord: "Øvelse gør mester", ligesom vi også her er vidne til, at organer også udgør en slags afkom.