2171. Ved at gøre en manifestationsart til en vanemæssig funktion, skaber vi således inkarnation af nyt mikroliv i vor organisme. Denne inkarnation af normalt nyt liv betyder altså nye, selvstændige organer, men rodfæstet i vor bevidsthed og hver især befolket med et jeg. På denne måde udgør alle organerne i vor organisme en vis form for levende væsener. Disse overtager efterhånden, som de bliver udviklede dertil, helt eller delvis den pågældende vanemæssige funktion. Derved bliver vi således i tilsvarende grad fritaget for med vor vågne dagsbevidste koncentration og vilje, at skulle befordre denne. Og vi udtrykker da en sådan selvstændig funktion som automatfunktion. På denne måde er alle vore organer og de herigennem befordrede automatfunktioner efterhånden opstået. Så kærligt er det guddommelige system, ved hvilket verdensaltet opretholdes, at alle de vågne dagsbevidste viljeførte funktioner, vi ved vor lyst og begær dyrker, og som derved bliver til daglig vanebevidsthed, ufejlbarligt afstedkommer inkarnation af nyt liv til overtagelse af funktionen, så vi atter kan få vor vågne dagsbevidsthed og viljeføring frigjort til nye interesse- og manifestationsområder. I disse skaber vi ligeledes organdannelse og inkarnation af liv til hjælp for manifestationen i disse nye områder og således fremdeles. På denne måde er alle vore organiske funktioner blevet til automatfunktioner. Tænk, hvis alle disse funktioner, vi efterhånden har udviklet i vor organisme, skulle styres og ledes ved vor vågne, dagsbevidste vilje. – Tænk, hvis vort hjerteområde og blodomløb, vort åndedræt, vor fordøjelse, vore nyrer, vor galde, vor lever, vore kirtler, ja, tillige alle vore molekyler, atomer, elektroner osv. skulle dirigeres ved vor vågne, dagsbevidste viljeføring, hvordan skulle vi da få tid til at dyrke nye interessesfærer og til at udføre andet arbejde? – Ja, vi ville overhovedet ikke engang kunne overkomme at passe og dirigere alle disse vore organfunktioner. Tænk, hvor guddommeligt livet således er. I samme grad, som vi får en ny interessesfære, dyrker den og gør denne dyrkelse permanent, fordi den interesserer og glæder os, i samme grad får vi tildelt nyt liv til overtagelse af funktionen. Og vi bliver i vor vågne dagsbevidsthed og viljeføring, som nævnt, derved frigjort fra den koncentration, vi ellers måtte præstere for at holde den pågældende funktion i gang, og kan dog stadig nyde det fulde resultat af den. Igennem millioner af år har vi således skabt vor evne til at bygge vor nuværende, komplicerede, fysiske organisme og alle de øvrige anlæg og talenter op, der udgør fundamentet for den bevidsthedstilstand, vi befinder os i i dag. Denne evne udgør et helt system af evner, der hver især udgør en "talentkerne", som altså er overført til vor overbevidsthed og har sæde i skæbneelementet. Her overlever alle de talentkerner, der udgør fundamentet for vor fysiske organisme og de herunder henhørende manifestationer, hver især den fysiske organismes undergang, hvad enten denne er naturlig eller unaturlig. Og herfra befordrer de tilsammen i forbindelse med vort jeg og overbevidsthed en ny fysisk organismes opbygning, når betingelserne herfor atter er til stede.