2177. Væsenets livsfunktion viser sig således som en opståen af viden og begær eller ønsker. Men tilfredsstillelsen af begær og ønsker kræver manifestation eller skabelse af det ønskede. Manifestation og skabelse kræver kraft. Denne kraft får væsenet, som vi lige har set, organisk i form af den spænding, der opstår imellem dets tyngde- og følelsesenergi. Og hele væsenets bevidsthedstilstand, manifestation og livsoplevelse, dets udviklingstilstand, dets forhold til medvæsenerne, dets egenskaber og talenter, ja, kort sagt, hele dets skæbnetilstand beror således udelukkende på, hvorledes det jonglerer med den kraft eller spænding, som modsætningsforholdet i dets tyngde- og følelsesenergi afføder i dets psyke. Dette forhold kan altså være således, at væsenet slet ikke behersker den nævnte spænding, og det bliver da en kastebold for sin egen organiske kraft. Denne situation ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet abnormitet. Men det nævnte spændingsforhold kan også være således, at væsenet fuldt ud behersker denne sin organiske kraft, således at denne er det, den skal være, nemlig en underordnet evne. Denne situation danner det inderste grundlag for al normalitet.