2185. Vi har efterhånden begyndt at lære det levende væsens inderste kernestruktur eller overbevidsthed at kende. Vi ved, at denne uadskilleligt er knyttet til jeget og således evigt er ét med dette. Som vi har set, består overbevidstheden blandt andet af et ligeså evigt organ, nemlig skæbneelementet med talentkernerne for al den udvikling og begavelse, de evner og anlæg, som væsenet til dato igennem inkarnationerne har tilegnet sig. Igennem disse talentkerner, der i princip er det samme som psykiske plantefrø, kan de evner og anlæg, der som stivnet energi er indlagt i disse, overleve væsenets fysiske organismes undergang og atter komme ud af sin stivnede tilstand, komme til udfoldelse, blive kraften i opbygningen af dets ny organisme og her, når de ydre fysiske og psykiske betingelser herfor er til stede, befordre de evner og anlæg, som det har tilegnet sig i tidligere inkarnationer. Overbevidstheden bliver således her synlig som stadig eksisterende bag det levende væsens skiftende inkarnationer i fysisk materie. Den udgør en ganske uforanderlig del af det levende væsen. Den er ikke et produkt af skabelse og kan derfor aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom den heller aldrig nogen sinde kan ophøre, idet den i sig selv er absolut stilhed eller ubevægelighed. Det eneste bevægelige i dens område er talentkernernes passage ind og ud af skæbneelementet og de grænseområder af den, ved hvilke den er forbundet med underbevidstheden eller væsenets natbevidsthed og dagsbevidsthed, og dermed dens tilknytning til væsenets oplevelse og manifestation.