2196. Med hensyn til det jordiske menneskes mentalitet stiller sagen sig ganske anderledes. Denne er i færd med at omdannes, således at den får et større og større tænkningens område, hvorved dets instinktmæssige eller automatiske drifters område bliver tilsvarende mindre. Men denne store forvandling sker ikke som en øjeblikkelig hændelse. Den udgør en proces, der strækker sig igennem mange jordliv. Og vi bliver da også vidne til, at menneskene fremtræder på højst forskellige stadier i denne udvikling. Desto højere udviklet de er, desto mindre vil deres instinktmæssige eller automatiske, mentale drifters område være, medens det modsatte naturligvis er tilfældet hos væsenerne, alt eftersom de er mindre udviklet. Her kan man se, at menneskenes udvikling udgør en lige linje nede fra dyrets tilstand og op til de højeste kulturmennesker. Vi ser derfor, hvorledes de selviske eller egoistiske drifter, altså de dyriske anlæg eller den dyriske selvopholdelsesdrift, der som før nævnt, er dyrets livsfundament, også i større eller mindre grad gør sig gældende indenfor det menneskelige, mentale område. Og vi kalder mennesker fra dette område for "primitive". Vi ser, hvorledes de i en overvejende grad ledes af deres instinktmæssige, dyriske drifter, men nu kombineret med deres begyndende tænkeevne. Selviskheden får dem til at lyve, bedrage, forfølge og bagtale, ligesom de i værste tilfælde ikke viger tilbage fra at begå mord, hvis det passer ind i deres selviske eller egoistiske interesser. Deres færden er således i større eller mindre grad egoistisk eller selvisk. Deres højeste retfærdighedsbegreb er dette, at "enhver er sig selv nærmest". Og denne mentale tilstand, disse dyriske drifter, ligger hovedsageligt til grund for dets viljeføring og væremåde. Det er absolut ikke nogen logisk tænkning, men en dyrisk, automatisk mentalitetsføring, der her gør sig gældende, akkurat ligesom hos dyrene, dog altså præget med et vist udslag af den menneskelige tænkeevne, som her er lige i sin første spæde vorden.