2197. Men denne tænkeevne forandrer ikke i første instans mennesket til det bedre. De dyriske drifter eller instinkter, der hidtil har været den førende kraft bag væsenets mentalitet og væremåde, vil endnu i mange jordliv eller inkarnationer have herredømmet over væsenets voksende tænkeevne. Og da nævnte instinktmæssige, automatiske drifter kun befordrer selviskhed eller egoisme, hvilket er disses mission, og uden hvilken dyrene eller livsformerne på de lavere stadier umuligt ville kunne hævde sig, får de nu også, som nævnt, hovedindflydelsen på den begyndende spæde, menneskelige tænkeevne. Væsenet kan derfor i første instans kun anvende denne sin begyndende tænkning i kraft af den selviskhed eller egoisme, der endnu udgør dets selvopholdelsesdrift. Viden og erfaringer, det endnu ikke har, kan det selvfølgelig ikke handle efter. Og sålænge dets viden og tænkeevne endnu ikke er af et sådant omfang, at det ved den kan hævde sin tilværelse eller føre den frelst igennem livets tummel, er det nødsaget til at blive dikteret og ført af sin dyriske selvopholdelsesdrifts automatfunktioner. Og sålænge den menneskelige mentalitet ikke er frigjort af de dyriske drifters automatik, og de pågældende væsener derfor befordrer egoismen eller selviskheden som højeste dyd, bliver tænkeevnen også automatisk kun taget i brug til fordel for en endnu videregående manifestation af nævnte dyriske drifter. Men med tænkeevnen begynder en ny evne at vise sig. Denne evne kender vi som "intelligensen". Med denne evne kan væsenet begynde at bedømme og analysere for at finde ud af, hvad der tjener dets egoistiske tilværelses interesser bedst. Det begynder at kunne tænke logisk, hvilket vil sige, at det begynder at kunne tilrettelægge planmæssig skabelse, så det dermed kan opfylde hensigtsmæssige formål. Men da disse formål i intelligensens begyndelsesepoke næsten udelukkende er selviske eller egoistiske, hvilket altså vil sige til fordel for væsenet selv, ganske ligegyldigt hvor megen lidelse og død, det så end måtte koste andre levende væsener, begynder væsenets udvikling meget hurtigt at overskride den grænse, der er sat for de væseners normale standard, vi kalder "dyr". Det bliver jordens dyr fuldstændig overlegen. Medens det tidligere måtte redde sig og opretholde sit liv med de bare kropslige lemmer og egenskaber, kan det nu skabe store hjælpemidler for sin manifestation. Det kan skabe våben, det kan skabe maskiner og apparater til en mangfoldighed af formål. Og denne udvikling har ført menneskeheden frem til genialitet i teknisk og kemisk skabelse. I samme grad som den dyriske selvopholdelsesdrift eller de egoistiske interesser, trods religionernes påbud om næstekærlighed og fred, stadig beherskede menneskene, blev deres genialitet i teknik og kemi naturligvis manifesteret i nævnte selvopholdelsesdrifts favør. Og mennesket blev et geni i at myrde og dræbe, i at ødelægge, i at skabe bekymringer og sorger, i at skabe krig og ufred. Det er ikke blot overfor dets medmennesker og dyrene, at det, af de dyriske, instinktledede drifter beherskede menneske, er farligt og ulykkesbringende. Det er også, som vi senere skal komme tilbage til, farligt for mikrovæsenerne i dets egen organisme, som det med tilfredsstillelsen af kunstigt opelskede begær eller nydelsestendenser undertiden saboterer til døde eller undergang. Dette af den instinktbundne intelligens førte menneske blev tilværelsens største og mest geniale overtræder af selve livets evige love.