2198. I kraft af dets begyndende tænkeevne kan det vordende menneske begynde at eksperimentere. Igennem denne eksperimentering begynder det at komme i besiddelse af erfaringer, og dermed en vis materiel viden og kunnen, ved hvilken det kan begynde at opleve og skabe i et område, der til en vis grad ligger udenfor instinktområdets begrænsede horisont. Her kan væsenet skabe handlinger eller manifestationer, der ligesåvel kan være imod, som de kan være med, dets instinkt eller dyriske selvopholdelsesdrift. Det følger således ikke mere slavisk sin instinktmæssige, automatiske drift. Det begynder nu også at handle efter de tanker og forestillinger, som dets eksperimenter afføder. Det begynder således at lede sin tilværelse ud af instinktets område og ind under sin begyndende tænkeevnes område. Resultaterne af dets endnu svage og usikre tænkeevne, hvilket altså vil sige: dets tilsvarende begyndende spæde og usikre viden, bliver nu, mere eller mindre i kontakt med dets instinkt eller dyriske selvopholdelsesdrift, bestemmende for dets viljeføring og handlinger. Med denne begyndende tænkning og den derigennem tilsvarende bevidste viljeføring får væsenet således et begyndende bevidsthedsområde, der ligger udenfor dets vante dyriske, instinktmæssige område. Dette nye område er de erfaringer og den tro, de forestillinger og den viden, som opstår på grund af den begyndende bevidste intelligensmæssige funktion. Det er dette område af bevidstheden, der adskiller mennesket fra dyret. Medens dyrets dagligliv i en overvældende grad ubevidst føres ved dets instinktmæssige livsdrifter, føres menneskets dagligliv til en vis grad ved en dagsbevidst, intelligensmæssig indsigt og en heraf påfølgende indgriben. Men denne indsigt bliver først fundamental, efterhånden som væsenet får erfaringer. Og der må således gå mange jordliv, inden væsenet kan siges at være virkelig eller fuldkommen intelligent. I disse jordliv udtrykker vi menneskene som primitive eller som "naturmennesker".