2200. Men selv om intelligensen således efterhånden kom til udvikling i dyret og gjorde dette til menneske, blev dette "menneske" dog ikke til et menneske i renkultur. Den nye evne eller det nye bevidsthedsområde gav væsenet en udvidet manifestationsevne, men det ændrede ikke dets grundpsyke, dets dyriske livsprincip. Dette princip er selviskhed eller egoisme i renkultur, båret automatisk af dets instinktmæssige selvopholdelsesdrift. Hvordan skulle et væsen med en så spæd og uudviklet psyke vel kunne eksistere anderledes. Hele dets intellektuelle kraft er endnu så ringe, at det ved den umuligt kan opretholde sin egen tilværelse. Dette bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at det endnu igennem en lang periode må føres ved sit automatiske instinktområde. Uden dette område ville det umuligt kunne opfylde de for dets eksistens absolut nødvendige betingelser. Hvad det har ud over de automatiske drifter, hvilket altså vil sige: dets spæde begyndende intelligens, må det koncentrere i kontakt med nævnte drifter for overhovedet at kunne hævde sig i en livszone, hvor dets organisme og dermed dets liv er efterstræbt af andre væsener, og hvor loven er den stærkeres ret. I en sådan tilværelse kan der ikke være tale om at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Næstekærlighed udover den livsbetingende parringsdrift og afkomsbeskyttelse kan der naturligvis ikke være tale om. Dyrets moral kan absolut kun være selvisk. Den kan kun udgøre koncentrationen af dette ene, at hævde sin egen og sit afkoms beskyttelse imod andre væseners livsfarlige efterstræben. Her er intet valg. Livsbetingelsen er her udelukkende dette, at enhver er sig selv nærmest. Enhver afvigelse herfra er døden. Her er overtrædelsen af det femte bud en absolut livsbetingelse, idet kød eller animalsk føde i stor udstrækning er livsbetingende føde. De pågældende dyr har hverken intellektuelt eller instinktmæssigt nogen som helst anden udvej for at kunne leve på det fysiske plan.