2209. Denne overtro er meget ondartet, fordi den afføder den endnu altbeherskende overtro indenfor kulturmenneskenes område, ud fra hvilken man docerer straf, henrettelser, ja, endog intolerance, krig og forfølgelse af anderledes tænkende mennesker som udtryk for den højeste retfærdighed. Blev ikke inkvisitionen befordret i retfærdighedens navn? – Er det samme ikke tilfældet med raceforfølgelserne? – Og nu sidst de store verdenskrige, hvor millioner og atter millioner af mennesker blev henrettede, lemlæstede, torterede, undertrykte og gjorte til slaver efter de mest hensynsløse og brutale metoder. Er ikke også denne dommedagens epoke, dette af menneskene iværksatte ragnarok, hævdet som "retfærdighed" af parterne? – Har ikke alle disse parter hver især påberåbt sig, at deres deltagelse i krigen var absolut retfærdig? – At de samtidig med sprogets mest talende og velegnede gloser udråbte modparterne som de forbryderiske, uretfærdige og skyldige partnere, understreger her ganske tydeligt som kendsgerning, at de moderne krigsførende kulturmennesker af i dag endnu i en overvejende grad bliver behersket af instinkt-intelligenskombinationen eller den intellektualiserede dyriske selvopholdelsesdrift i deres psyke eller sjælelige struktur. I denne sjælelige struktur er den humanistiske sans endnu så spæd eller så lidt udviklet, at den i givne situationer er totalt magtesløs overfor den intellektualiserede selvopholdelsesdrift, der i sin egen natur udelukkende kun direkte eller indirekte kan befordre "selviskhed", men absolut ikke det modsatte.