2219. Men den forannævnte fred er ligeså lidt en viljesakt som krigen. Menneskeheden "vil" i dag meget gerne have freden, men den "kan ikke" skabe den i dag. Den "vil ikke" have krig, men "kan ikke" undgå den. Ser vi ikke her sandheden i det gamle ord: "Ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt"? – Ved "ånden" vil her være at forstå væsenets højeste psykiske struktur eller den begyndende spæde "menneskelige" natur, der igen er det samme som den humane evne, som vi senere skal komme tilbage til. Denne evne er altså "redebon". Ved "kødet" vil her være at forstå de dyriske, instinktmæssige anlæg i mennesket, der har til opgave at befordre selviskheden eller egoismen. Disse anlæg er altså "skrøbelige" og uden nogen særlig styrke, når det drejer sig om at befordre uselviskhed eller næstekærlighed. For det store flertal af jordens mennesker er det derfor disse dyriske anlæg, der så at sige er altdominerende i deres psyke og væremåde. På disse to sæt anlæg er det ufærdige menneskes vilje og væremåde baseret. På de "menneskelige" anlæg er evnen til den humane eller næstekærlige væremåde baseret, og på de "dyriske" anlæg er den egoistiske eller selviske væremåde baseret. Begge disse to sæt anlæg er hver især i stand til at afføde vilje i væsenets mentalitet eller bevidsthed. Disse to viljer bliver henholdsvis viljen til humanitet eller næstekærlighed og viljen til brutalitet, selviskhed, had og hævn. Da den dyriske natur i mennesket endnu hos det store flertal af jordens mennesker udgør den altovervejende og førende kraft i deres væremåde, medens den menneskelige natur i de samme væsener endnu er meget spæd og uudviklet, er det ikke så mærkeligt, at viljen til det humane og næstekærlige undertiden kommer til kort overfor viljen til det brutale, selviske og hævngerrige i væsenet. Og det er i sådanne situationer, at væsenerne ligesom Paulus må udbryde: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Og således vil det blive ved med at være, sålænge de dyriske anlæg i mennesket har større udfoldelseskapacitet end de menneskelige anlæg. At denne menneskets indre fundamentale sjælelige natur ikke kan ændres ved tortur eller straf turde her være selvfølgeligt for den udviklede forsker. Selv om et overvældende stort flertal af menneskene er nået frem til at have vilje til at gøre det gode eller udfolde næstekærlighed, bliver denne væremåde dog stærkt begrænset. Det er nemlig ikke nok, at man har vilje til at ville udfolde en fuldkommen næstekærlig væremåde. Der kræves også, at man har evnen til at kunne manifestere en sådan væremåde. Hvis man ikke har denne evne, altså evnen til at føle kærlighed, kan det ikke nytte, at man "vil" føle den. Den opstår ikke pludselig som et mirakel på grund af en viljesakt. Ligesom det ikke kan nytte noget, at man "vil" se, hvis man har mistet sine øjne, således kan det heller ikke nytte noget, at man "vil" udfolde kærlighed, når man ikke har den evne, i kraft af hvilken kærligheden manifesteres. Men dette forhindrer ikke, at man udmærket kan have viljen til kærlighed, inden man har evnen til på tilfredsstillende måde at kunne manifestere den. Viljen er således altid foran evnen til at kunne. Mange primitive eller mindre udviklede mennesker har sikkert næret ønske om at være ligeså langt fremme i begavelse som genierne, men bliver ikke af den grund pludselig til genier. Intet som helst højere udviklingstrin, ingen som helst begavelse eller højere moralsk væremåde kan eksistere uden at være baseret på et talent. Men besiddelsen af et talent er ikke en viljesakt, men et udviklingsspørgsmål. Det er et spørgsmål om, i hvor høj grad man har gennemgået den udviklingsepoke og erfaringsdannelse, af hvilken talentet uundgåeligt er betinget. At blive geni er således et udviklingsspørgsmål, ligeså godt i næstekærlighed som i andre former for fuldkommen skabelse.