Livets Bog, bind 6
Den moderne verdenskulturs primitivitet og analfabetisme overfor sjæls- og åndsstrukturen i det levende væsen
2222. Det fundamentale bag ethvert væsens handle- eller væremåde er således ikke dets vilje, men derimod dets psykisk, organiske struktur. Og denne struktur er igen, som vi har set, et produkt af dets plads på udviklingsstigen. Og denne plads ligger totalt udenfor væsenets vilje eller bestemmelsesret. Forfølgelse og straf overfor sådanne væsener vil altså kun kunne være et produkt af primitivitet og uvidenhed om væsenernes virkelige situation. At kalde denne forfølgelse "retfærdighed" eller "kultur" er misvisende. Sålænge en regering eller myndighed for sin beståen må anvende straf, tortur og henrettelser, er den i virkeligheden i et skrigende modsætningsforhold til den retfærdighed, den påberåber sig at værne og befordre. Den er her i princip ligeså "forbryderisk" som den "forbryder", den vil straffe. Den nuværende straffende og henrettende verdenskultur er således endnu ikke vokset ud af naturmenneskets primitivitet eller åndelige analfabetisme. At denne autoriserede uretfærdighed måtte føre til "alles krig imod alle", er selvfølgeligt. Hvad skulle den ellers føre til? –