2224. For yderligere at kunne understrege det foranstående som kendsgerning eller virkelighed må vi her erindre os, hvad vi allerede ved, at de levende væsener alle uden undtagelse er evige væsener, selv om de er underkastet en permanent udskiftning af fysiske kroppe eller organismer, den såkaldte "reinkarnation". Alle jordens væsener har derfor haft en livsepoke forud for den tidsepoke, der begynder med Bibelens skabelseshistorie. Denne skabelseshistorie er ikke beregnet på at skulle være en videnskabelig dokumentation af de store kosmiske kendsgerninger, som selve livets struktur udgør for den udviklede eller indviede iagttager. Nævnte skabelseshistorie er derimod udformet som en symbolisering eller lignelsesforklaring af nævnte kendsgerninger. Den er givet til menneskeheden under dens passage af et særligt bestemt udviklingstrin og måtte derfor udtrykkes i en form, der kunne accepteres eller opfattes ved hjælp af menneskenes særlige sansekonstellation på det nævnte udviklingstrin. Den sansekonstellation, de mennesker havde, til hvem skabelseshistorien blev givet, var i særlig grad en kombination af en omfattende instinktsans og en ganske elementær intelligensevne. Hos disse væsener var den dyriske selvopholdelsesdrift og dermed selviskheden eller egoismen endnu det førende i deres mentalitet og væremåde. Ved hjælp af den begyndende intelligens kunne dette område yderligere understøttes og forceres. Menneskene blev derved hurtigt dyrene overlegne, ligesom intelligensevnen også affødte en indbyrdes kappestrid eller krig mellem menneskene om værdierne. Den mere intelligente udnyttede den mindre intelligente. Denne menneskenes krig mod menneskene affødte forfærdelige blodsudgydelser og raffinerede lidelser, med hvilke menneskene besudlede hverandre. Men disse lidelser og morderiske forhold affødte igen i væsenerne en begyndende ny evne, nemlig den humane sans eller de sympatiske anlæg. Nævnte sans eller anlæg ytrede sig ved, at væsenerne undertiden fik skrupler, når de i en altfor stor grad ved deres overlegenhed havde dræbt og undertvunget andre mennesker, havde gjort dem til slaver eller trælle, havde røvet deres gods og værdier. Den her herskende Valhal-moral, "enhver er sig selv nærmest" eller "den stærkeres ret" begyndte i nogle væsener at vakle. De kunne i visse situationer simpelt hen "ikke nænne" at benytte sig af deres overlegenhed, de kunne ikke nænne at dræbe og kom derved i konflikt med den morderiske Valhals-moral, der påbød væsenerne mord og drab, der jo var vejen til denne blodige religions paradis. Der begyndte i denne religions mennesker at opstå det, vi kalder "samvittighedsnag".