2225. Dette, at føle samvittighedsnag, når man havde udført bloddryppende, sejrrige handlinger, var altså en begyndende ny evne i de pågældende væseners psyke. Jo mere denne evne udviklede sig, desto mere kom væsenerne i konflikt med deres religions foreskrevne væremåde. De begyndte at få antipati imod den, idet de ikke mere kunne tro på dens drabsidealer. Denne humane evne blev stærkere og stærkere i væsenerne. De blev mere og mere følsomme. De kunne ikke "nænne" at være så drastiske, som deres religion påbød. Disse mennesker modnedes derved mere og mere til en religion, der havde netop de idealer, der forbød drab, brutalitet, had og hævn, og som lovpriste det modsatte. Og en sådan religion blev "kristendommen" for Vestens vedkommende. Her kunne alle de fra den gamle religion frafaldne mennesker få medhold. Her blev idealet: tilgivelse og atter tilgivelse af sine fjender. Her lærte man, at krig såvel som undertrykkelse af andre mennesker var af det onde. Her lærte man, at man skulle elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, og at ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde andre fra døden, fra ulykke og lidelse. Vi ser således her et begyndende stort vendepunkt i menneskehedens psyke og religiøse indstilling og dermed i dets væremåde.