2226. Selv om der snart er gået et par tusinde år, siden kristendommen blev åbenbaret, står menneskene endnu lige ved deres første spæde begyndelse i praktiseringen af dens idealer. En meget stor procentdel af menneskene står endnu næsten med begge ben i hedenskabet eller den gamle Valhal-religions domæne, naturligvis ikke af navn, men derimod af væremåde, uden dog at være sig det bevidst. Foruden et utal af småkrige og krige mand og mand imellem har jorden været indhyllet i to store blodbade i form af verdenskrige. Millioner af mennesker er martret i koncentrationslejre, torteret i torturkamre og dræbt i gaskamre og på krigsskuepladser, skønt der som nævnt snart er gået tyve århundreder siden kristendommens rene åbenbaring indgik i menneskehedens mentale sfære på jorden. Udviklingen af den humane sans og dermed næstekærligheden foregår ikke i lyntempo. Evnen til at tilgive, evnen til hellere selv at ville lide, end at man vil have, at andre skal lide, evnen til at stikke sit sværd i skeden hellere end at føre krig, hellere selv at ville bære sine byrder end at andre skal bære dem eller kort sagt dette, at elske Gud og dermed verden over alle ting og sin næste som sig selv, er ikke noget, der kan læres på skoler, universiteter eller læreanstalter, således som man kan lære materielle fysiske færdigheder. Man kan lære at regne, skrive, man kan til en vis grad lære at tegne, male og modellere, man kan lære sprog, man kan ligeledes til en vis grad tilegne sig færdigheder i musik og på mange andre områder i det menneskelige skabefelt lære ved hjælp af intelligens. Men den virkelige ægte humane sans eller næstekærlighedsevne er ikke et intelligensspørgsmål og kan derfor ikke læres. Et menneske kan således have en fremragende intelligens, men næsten ingen næstekærlighed, ligesom det kan have en meget fremragende næstekærlighed, uden at have nogen fremragende intelligens. Den humane sans eller næstekærlighedsevnen opstår ikke ved øvelse således som alle de fysiske, tekniske færdigheder. Den opstår udelukkende kun igennem en længere udviklingsproces på samme måde som den, ved hvilken f.eks. vort fysiske syn, vor hørelse, lugt og smag og andre af de fundamentale sanser er opstået. Disse sanser er ikke et resultat af en viljesakt som f.eks. menneskets tekniske færdigheder, en artists opøvede rutine i en eller anden fysisk-teknisk kunstpræstation. Sådanne præstationer er udelukkende resultater af bevidst øvelse eller træning, baseret på en permanent viljesakt. Men menneskets humane sans eller evnen til at hjælpe sine medvæsener, der er i nød, evnen til, som før nævnt, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, kan umuligt opelskes ved en blot og bar viljesakt eller ved noget som helst studium eller ved nogen som helst træning som en artistisk præstation, analogt med dem, der giver sit ophav levebrødet i en cirkus, eller dem, der gør sine ophav til eksperter i materiel skabelse, ingeniører eller fagfolk i særlige industrielle produktionsområder. Man kan således ikke ved noget studium, nogen viljesakt eller træning blive ingeniører eller eksperter i virkelig næstekærlighed. Næstekærlighedsevnen vokser automatisk i ethvert menneske ganske udenom dets viljekontrol. Den er ligesom de øvrige sanseevner et kosmisk-kemisk produkt, der automatisk udvikler sig af væsenets skæbneoplevelser. For næstekærlighedsevnen er det lidelsesoplevelserne, der danner grundlaget for dens tilblivelse og udvikling.