2227. Ligesom ethvert normalt menneske er født med de fysiske sanser, dets evner til at se og høre osv., således har også ethvert menneske medfødt en vis standard af human sans, eller næstekærlighed og den deraf i tilsvarende grad prægede moral. Men denne evnes udvikling igennem A-, B- og C-stadiet er under en tidsdimension, der strækker sig igennem mange jordliv, som modsætning til de mere artistiske evner, hvis udvikling igennem de nævnte stadier kun behøver ét jordliv. Derfor kan graden af denne humane evne ikke ændres hverken ved opdragelse, studium, tvang eller straf. Opdragelse kan ved brutalitet og mental hårdhed tvinge børn til at handle ud fra deres opdrageres synspunkter og vilje, der som regel er baseret på samfundets almengældende opfattelse og væremåde. Men der, hvor denne vilje tvinger børnene til en væremåde, de ikke er udviklet til, og som altså ligger over deres særlige udviklingstrin, bliver denne væremåde af de pågældende børn ringeagtet og i visse tilfælde endog hadet. Og før eller senere vil sådanne børn, som "familiens sorte får", bryde ud fra den og følger da, så vidt mulig, en opfattelse affødt af det udviklingstrin, de netop befinder sig på, og som derfor for dem er hundrede procents naturlig. Ligger denne opfattelse i udvikling langt under samfundets opfattelse af humanitet eller moral, kommer nævnte børn før eller senere i kollision med denne samfundets moral, bliver straffede som "forbrydere" og kommer derved ind i det for deres mentalitet og psyke så farlige retsmaskineri, der som oftest ikke har anden udvej end straf og indespærring med de heraf følgende uheldige og nedbrydende virkninger på de pågældende væseners sjælelige eller mentale tilstand. Man forfølger og straffer sådanne væsener, fordi de i virkeligheden har været således, som de ifølge deres udviklingstrin var født til at være og derfor umuligt kunne være anderledes uden i kraft af indespærring og dressur. Tænk, hvis man ligesådan straffede og indespærrede de såkaldte "hæderlige" mennesker, fordi de ligeledes har været således, som deres medfødte udviklingstrin betingede, at de måtte være? – Intet væsen kan føle noget som helst fuldkomment naturlig, der er afvigende fra det, det ifølge dets udviklingstrin og medfødte sanser har fået evne til at føle som naturligt eller normalt. Her nytter hverken straf eller opdragelse. Disse foreteelser kan højst bevirke dressur, altså en tvungen væremåde, men absolut ikke nogen sjælelig forvandling. Den sjælelige forvandling, der skal til, for at et væsen kan forlade sit nuværende udviklingstrin og komme til at tilhøre et højere trin og finde dette trins væremåde naturlig, kan kun skabes igennem udviklingen og ikke ved noget som helst andet.