2228. Som vi allerede ved, er udvikling det samme som erfaringsdannelse. Det uudviklede menneske vil stadig kollidere med de af samfundets og naturens love, det endnu ikke kender og derfor ikke kan overholde. Derved opstår lidelserne eller den såkaldte ulykkelige skæbne. Denne lidelsernes skæbne er absolut det eneste, der kan ændre væsenets plads på udviklingsstigen. Lidelseserfaringerne opsummerer sig i væsenets bevidsthed. Disse kan i første omgang gøre væsenet bitter imod Gud og menneskene, idet det slet ikke forstår meningen eller den guddommelige kærlighedsplan, der ligger skjult i dets skæbne. Men selv om væsenets organisme skal dø, så dør dets sjæl eller psyke ikke, og de her opbevarede erindringer udslettes ikke. Men, som vi senere skal se, overgår lidelseserindringerne, der er billeder eller kopier af oplevelserne, som mellemkosmiske elektriske impulser til et særligt batteriorgan i skæbneelementet for herfra igen i det kommende ny jordliv atter at kunne overgå til væsenets fysiske dagsbevidsthed og gøre sin virkning. Denne virkning bliver dog ikke af væsenet oplevet eller sanset som erindringer. Denne evne er endnu forbeholdt et senere udviklingsstadium i det store spiralkredsløb. Nævnte erindringsimpulser bliver derimod i væsenets kommende liv overført til væsenets fysiske dagsbevidsthed som en evne til i påkommende tilfælde mentalt eller sjæleligt at opleve andre levende væseners lidelse. Denne evnes kapacitet eller styrke vil således være afhængig af, hvor stort et område af lidelseserindringer, man har fået opsummeret i sit skæbneelement i tidligere liv. Denne evne til sjæleligt at fornemme andre levende væseners lidelse kendes under begrebet "medlidenhedsevnen", der i virkeligheden er det samme som næstekærlighedsevnen.