2229. Hvad vil dette nu sige, at fornemme andre væseners lidelser? – For at forstå dette må vi nu dvæle lidt ved væsenets erindringsstruktur. Evnen til at fornemme smerte og lidelse i vor egen fysiske organisme er normalt hundrede procents, ligesom den også har været i vor besiddelse igennem hele vor epoke i spiralkredsløbet som animalsk væsen. I kraft af denne evne lærer de levende væsener at beskytte deres fysiske organisme imod læderinger, imod alt, hvad der kan virke skadeligt og ødelæggende, idet alle sådanne foreteelser ikke kan finde sted uden at afgive smerte. Smerten eller lidelsen er således et faresignal. Den alarmerer, når der sker noget imod væsenets organisme, der er farligt. Det er den, der får væsenerne til at gå til læge, får dem til at søge helbredelse, søge at få deres fysiske organisme bragt tilbage til sin førlighed, når den har været ude for en lædering eller underminering. Det er den, der virker, når mennesket kommer for langt bort fra det, der er dets normale væremåde. Og den holder ikke op, før det virkelig tager den til følge, selv om væsenet her ikke er særligt lærenem og skal have mange liv for at lære at tage smertens tale, dette guddommelige advarselssignal, alvorligt til følge. Hvis menneskene havde nået fuldkommenheden her, ville alverdens læger, hospitaler og sygehuse være totalt overflødige, ligesom had, krige, tortur, mord og drab ville være bandlyst fra jordens menneskelige områder. Smerten og lidelsen har altså til opgave at udvikle den evne, i kraft af hvilken alle væsener skal fuldkommengøres, og mennesket blive ét med Gud.