2234. Man må her lære at forstå, at
gudløshed i virkeligheden er det samme som manglende næstekærlighed.
Da ethvert levende væsen er identisk med Gud og Gud identisk med ethvert levende væsen, vil ingen sand og fuldkommen gudsdyrkelse kunne finde sted uden at bestemmes af vort forhold til næsten.
Vort forhold til næsten er således det samme som vort forhold til Gud.
Dette forhold bestemmer altså kapaciteten eller graden af vor gudsdyrkelse.
Ceremonier med røgelse, dåb, sakramenter, ritualer og prædikener, som vi ellers er vante til at kalde gudsdyrkelse, er kun, og kan aldrig blive andet, end sekundære foreteelser i vort forhold til Gud.
Vort primære forhold til Gud er absolut uundgåeligt vort forhold til vor næste, altså vort forhold til ethvert levende væsen, vi kommer i berøring med.
Derfor er et menneske, der føler kærlighed til og respekt for alt levende, i et langt større og mere inderligt forhold til Gud, selv om han ikke hverken beder eller på anden måde deltager i religiøse ceremonier og gudstjenester, ja, måske slet ikke tror, der eksisterer nogen gud, end det menneske, der højlydt beder og påberåber sig Gud mange gange daglig og ligeledes følger alle gudstjenester og deltager i sakramenter og vil omvende alle andre mennesker til Gud, men ikke føler nogen særlig trang til at være noget for sin næste i situationer, hvor denne virkelig trænger til en indsats af effektiv, materiel eller åndelig hjælp.
Sålænge en gudsdyrkelse kun giver sig udslag i ceremonier, sakramenter, krucifikser, helgenbilleder, særlige præstedragter, mere eller mindre guldprydede ornater og lignende, udgør den kun en sekundær foreteelse, som naturligvis har sin betydning og kan være til velsignelse for mennesker på særlig bestemte udviklingstrin.
Men en sådan "gudsdyrkelse" udgør hverken den virkelige gudsdyrkelse eller det endelige mål for menneskenes udvikling eller Guds skabelse.
Den kan i virkeligheden kun udgøre et symbolsk udtryk for gudsdyrkelse.
Dens smukke templer og kirkebygninger, dens ceremonier, altre og lys, dens forgyldte ornater eller præstedragter og lignende, udgør kun fysiske, symbolske udtryk, der skal lede tanken hen på åndelig ophøjethed eller sjælsadling, hvis primære udslag er den virkelige næstekærlighed, der på det åndelige plan funkler som lysende guld fra enhver sjæl, der er blevet til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Tilbage til forsiden
Forrige