2236. Vi ser her, hvorledes det ragnarok eller den dommedag, der hviler over menneskeheden, uundgåeligt netop må være således, som tilfældet er. Hvordan skulle menneskene besidde en virkelig fredens tilstand, sålænge de tror, at den kan skabes med våben, og at desto stærkere og bedre drabs- og ødelæggelseskapacitet disse våben har, desto større garanti og mulighed for fred. – Men en fred, der udelukkende opretholdes i kraft af den største våbenkapacitet, svarer kun til den fred, der er omkring en farlig voldsmand, der har fået håndjern på. Denne "fred" er altså afhængig af håndjernenes kapacitet. Voldsmanden er ikke blevet til en fredsengel, fordi han har håndjernene på. Da denne hans tilstand er unaturlig, vil han hade sine overmænd, der har givet ham håndjernene på, ligesom han ved enhver given lejlighed vil søge at sprænge håndjernene og derefter skabe hævn eller gengældelse. Den fred, verden i dag tror at besidde, er altså baseret på akkurat det samme princip som det, voldsmanden er underkastet, når han har håndjernene på, og som han af al kraft søger at sprænge eller frigøre sig for. Og da håndjernene i realiteten er unaturlige, – det er ikke livets mening, at mennesket skal være bundet eller lænket, – vil han tilsidst blive fri og kan atter manifestere voldshandlinger. Hvad er staternes fred i dag andet end netop en hæmning eller lammelse på grund af "håndjern" i form af angsten eller frygten for militære magters overlegenhed og den heraf affødte knugende tyngde af opretholdelsen af et moderne krigsberedskab, der helst må gå forud for en hvilken som helst kulturskabelse og øvrige samfundsgoder. Hvordan skal en virkelig fred kunne skabes i et samfund med et så altoverstrålende våbenopbud, og hvis religion i realiteten er den, at krig kun kan afskaffes med krig? – Og her ligger altså menneskenes endnu store vildfarelse og uvidenhed. De må derfor endnu blive ved med at leve i krig, sålænge de tror, at krig kan afskaffes med krig. Et menneskes forvandling fra den medfødte primitivitet og brutalitet eller de dyriske anlæg i dets mentalitet til humanitet bestemmes udelukkende af dets udviklingstrin og ikke på nogen som helst måde af ydre diktatur eller håndjern. Man kan binde tigeren og gøre den magtesløs, men den bliver ved med at være tiger. Menneskene har i umindelige tider anvendt krig og blodsudgydelse, tortur og undertrykkelse af andre væsener som eneste middel til selvhævdelse og forsvar imod angreb. Der findes derfor disse umindelige tiders erfaringer for, at en blot og bar magt- og krigsudfoldelse urokkeligt afføder gengældelse, totalt ligegyldigt om nævnte udfoldelse opfattes som forsvar eller angreb.