2239. Nutidens mennesker ligesåvel som fortidens mennesker lever altså i denne håbløshedens forfølgelse af "det onde" med "det onde". Og det er denne mentale tilstand eller væremåde, de i en stedse stigende grad og med en større og større kapacitet bringer til udfoldelse. Aldrig nogen sinde har det dræbende princip her på jorden kunnet masseudfoldes af menneskene således som i dag. Den mangfoldighed af dræbte væsener, som dette vil afføde, vil igennem deres genfødelse atter komme til at stå lyslevende overfor deres mordere, der også genfødes på det fysiske plan. Og krigen imellem dem vil fortsætte. Fred opstår ikke hverken ved mord på eller undertrykkelse af fjender. Menneskene forstår ikke, at denne deres handlemåde ikke har noget med freden at gøre og aldrig nogen sinde vil kunne få det. De vil opleve en skiftende "håndjernsbelægning" af såvel stater som mennesker og en hertil svarende stadig kamp for befrielse. Er det ikke netop denne befrielse, alle mennesker råber på i dag og stadig tror at kunne opnå ved at "håndjernsbelægge" eller undertrykke andre? – Hvordan kan man så ukrudt og avle brødkorn? – Hvordan skal menneskene komme til at forstå, at loven for sæd og høst ligesåvel gælder skæbnedannelse som brødkorn? – Ligesom man må så det korn, man vil avle, således må man også så den skæbne, man ønsker. Det er den absolut eneste måde, ved hvilken man til slut uundgåeligt vil sejre og blive fri af ond skæbne eller karma, ligesom man også her får fuld støtte i selve livslovene og dermed får selve naturen eller Guddommen til medskaber af freden og friheden i sit eget indre. Og med denne skabelse i sit indre har man ydet det absolut bedste og eneste, man selv kan yde til krigens degeneration og ophør for sine omgivelser. Det er denne fredens skabelse, der udgør den virkelige frihedskamp og ikke den dødbringende sabotage eller drabsmanifestation, som menneskene i stor udstrækning i dag føler sig nødsaget til at måtte anvende som hæderskronet redningsmiddel i kampen imod fjender, skønt den er meget langt borte fra Jesu bjergprædiken eller den sande kristendom, som de samme væsener udtrykkes at tilhøre. Det ses tydeligt her, at hedenskabet endnu har et stort tag i menneskene. Det kan derfor ikke bebrejdes dem. Deres væremåde er normale udslag af det udviklingstrin, de befinder sig på.