2244. For at kunne se disse tre store foran nævnte bevidsthedsfaktorer gøre sig gældende i et menneskes eller et andet levende væsens bevidsthed og skæbne eller tilværelse, må dette levende væsen ses i et så stort perspektiv, at Guds alvise, almægtige og alkærlige hensigt eller plan med nævnte væsen kan ses i sit slutfacit eller færdige tilstand. Intet kan være fuldkomment i sin ufærdige tilstand. Et hus, der ikke er færdigbygget, men mangler vinduer og døre, kan ikke give ly for vejr og vind. En klædning, der endnu ikke er færdigsyet, kan heller ikke opfylde det, der er dens formål. En flyvemaskine, et jernbanetog eller et skib, der ikke er færdigbygget, kan heller ikke opfylde sit formål. Hvordan skal et levende væsen kunne være fuldkomment eller opfylde sit formål og være "mennesket i Guds billede" og være til glæde og velsignelse for alt levende, sålænge dets sanser, dets tænkeevne og opsummerede viden og begavelse endnu er meget ufuldkomne eller ufærdige? – I de førnævnte ulykkelige skæbnetilstande ser vi, at der her er en skabelse, der er langt fra at være færdig. Hvordan kan vi da se, at disse skæbner skal blive anderledes? – Det kan vi meget let konstatere som kendsgerning, hvis vor iagttagelsesevne er fuldkommen. Vi behøver blot at se på de foreteelser i naturen, hvor Guds skabelse er færdig. Her findes der nemlig en mangfoldighed af resultater, der er færdige fra Guds hånd eller den såkaldte "naturens skabelse". Der, hvor vi ser disse færdige resultater, er de alle uden undtagelse til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi behøver blot at se på væsenernes fysiske organismer. Er de ikke alle normalt bygget således, at de er tilpasset til at kunne være til størst mulig nytte og velsignelse for de pågældende væsener i den situation, de i kraft af deres ufærdige eller uudviklede tilstand foreløbig er prisgivet? – Hvad med vore egne fysiske sanser? – Er det ikke udtryk for en almægtig skabekraft, at vi har fået syn, hørelse og lugtesans såvel som smags- og følesans? – Er det ikke udtryk for høj viden eller visdom, når vi ser hele den psykiske side, i kraft af hvilken den fysiske organisme fungerer? – Er det ikke udtryk for både alvidenhed, almægtighed og alkærlighed, når de levende væsener således alle hver især er udstyret med de organiske redskaber og evner, de er bedst tjent med i den udviklingssituation eller ufærdige tilstand, til hvilken de i øjeblikket er bundet eller er afhængige af på grund af deres ufærdige tilstand? – Er fiskene ikke bygget fuldkomne til at kunne leve i vandet? – Og er menneskene ikke bygget ligeså fuldkomne til at kunne leve oven vandet. Det er rigtigt, at ingen af disse livstilstande eller levevilkår er færdige. De udgør kun midlertidige stadier i en stadig forvandling til det bedre, en stadig adgang til en erfaringsdannelse, der igen betinger udvikling af nye evner og dermed en langsom og umærkelig forvandling af væsenet selv imod en højere og højere livsform. Hvis ikke det var således, ville vi aldrig i nogen som helst situation kunne blive vidne til det, vi kender som udvikling. Tager vi menneskeheden og ser på dens eksistens på jorden, kan vi ikke undgå at erfare, hvorledes menneskeorganismerne har udviklet sig fra lavere og primitive former til det moderne og fintfølende kulturmenneskes sarte og nervefyldte organisme. Det samme giver sig til kende i de nulevende dyrearters eksistens. Hverken heste, køer eller får har fra deres første begyndelse på jorden haft organismer af samme udviklingsstandard som den, de har i dag. Og således med alle andre dyr såvel som med den vegetabilske verden. Alt er i dag kun på et særligt midlertidigt trin på udviklingsstigen opad imod det trin, der udgør det færdige resultat, og som for alle levende væseners vedkommende udgør nøjagtigt det samme højeste slutfacit: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse." I dette færdige væsens fremtræden og i den udviklingsepoke, det har gennemgået, inden det nåede denne tophøjde, ligger åbenlyst til skue den store, evige sandhed, som udtrykker og stadfæster, at Gud er almægtig, alvis og alkærlig.