2246. Vi kan atter her minde om, hvorledes de store dogmer, der i dag bærer disse instinktbetonede, men religiøst uintellektuelle menneskers livsfundament, er ganske uholdbare i deres uintellektuelle, dogmatiske form, hvis væsenerne frakendes reinkarnation eller en evig eksistens, altså en eksistens i hvilken de har en allerede oplevet udviklingsepoke forud for deres nuværende jordliv, ligesom de i det nuværende liv ubevidst forbereder en fortsættelse af dette til det næste. Vi skal her kun give et enkelt eksempel, nemlig angående det store hoveddogme, på hvilket al religion tilsidst må hvile. Det er det dogme, som vi føler det meget vigtigt atter og atter at kaste lys over for det væsen, der begynder at være utilfreds med det samme dogme, og i kraft af hvilken utilfredshed vedkommende væsens religiøse tro er ved at gå i forfald, uden dog at troen på en guddom eller en højere intellektuel magt bag hele universet helt går med i dette religiøse forfald. Nævnte dogme er nemlig den store bevidsthedskulmination, som Guddommen netop repræsenterer og må repræsentere i kraft af den absolutte virkelighed, der åbenbarer sig for det færdige menneske i Guds billede. Dette dogme siger, at Gud er almægtig, alvis og alkærlig. Tager vi nu et eksempel fra det daglige liv, ser vi, at andre dogmer kolliderer hermed, idet de udtrykker, at den største part af menneskene bliver fortabt. De er dømte til at ende i helvede, hvor der er evig "gråd og tænders gnidsel". Det er derimod, ifølge det samme dogme, kun en meget lille flok, der når at blive frelst, kommer i himmeriges rige, når at blive til "mennesket i Guds billede". Hvordan skal denne adskillelse af menneskeheden i disse to grupper: en lille gruppe, der bliver frelst, og en gigantgruppe, der indgår til en evig pine, kunne stadfæste for en vantroende, Guds almægtighed, hans alvisdom og hans alkærlighed? – Nævnte dogme om helvede og den evige fortabelse afkræfter, for mennesket med begyndende intellektuel udvikling, de tre store almægtige bevidsthedsegenskaber hos Guddommen.