2247. Inden vi går videre, vil vi endnu engang gøre os foranstående rædsels- eller helvedesdogmes totale uholdbarhed klart. Når nævnte dogme har kunnet få indpas i menneskenes mentalitet, skyldes det menneskenes totale uvidenhed om reinkarnationen eller genfødelsen. Uden denne viden om reinkarnation eller genfødelse vil det være umuligt for menneskene at få mening i tilværelsen. Alt vil tilsyneladende være skrigende uretfærdigt. Vi har allerede berørt, hvorledes væsenernes nuværende jordliv er højst forskellige. For nogle væsener udgør det en forfærdelig tilstand, en grusom og lidelsesfuld skæbne lige fra fødslen og gennem hele livet, medens det for andre væsener udgør en strålende, lykkelig skæbne. Det er ikke let for menneskene at se Guds alvidenhed, almægtighed og alkærlighed i denne væsenernes forskellige skæbnesituation. Hvorfor er alle mennesker ikke født til den samme lykkelige og behagelige skæbne? – Hvorfor har ikke alle nyfødte børn adgang til det samme lyse og lykkelige liv? – Hvorfor skal den store part af børn fødes lige ind i en grusom og ulykkelig tilstand, medens en anden part lige så sikkert fødes ind i en lysets og lykkens tilværelse? – Ja, her er vi ved det store spørgsmål, som dogmereligionerne ikke kan besvare, og i kraft af hvilken uformuenhed de nu er bragt i forfald. Den store part af menneskene er ved at vokse dogmereligionerne over hovedet og kan ikke nøjes med det klassiske svar på nævnte store fundamentale livsspørgsmål: "Guds veje er uransagelige". Dogmereligionerne har i årtusinder så at sige blindt forlangt retfærdigheds- og kærlighedsudfoldelse af menneskene, men nu er menneskene vokset frem til at ville se retfærdighedsudfoldelse eller kærlighed hos den Guddom eller det Forsyn, i hvis navn de nævnte religioner påberåbes at fremtræde. Dogmereligionerne har fortalt menneskene om en almægtig, alvis og alkærlig Guddom uden dog på intellektuel måde at stadfæste denne guddommelige storhed som videnskab eller næring for intelligensen. Derfor blev Guddommen og dennes virkelige natur noget, man ikke kunne forstå, men som man troede på, fordi man fik beretningen om det guddommelige igennem autoriteter, verdensgenløsere, profeter og gejstlige myndigheder. Og dette dogmatiske gudsforhold blev menneskehedens frelse igennem tusinder og atter tusinder af år, ligesom det også endnu i dag er fundamentet for millioner af mennesker, selv om det for utalte millioner forlængst er ophørt med at have betydning.