Livets Bog, bind 6
Intellektualiteten, den humane evne og det menneskelige og det dyriske i mennesket
2248. Når det er kommet dertil, som foran nævnt, skyldes det i realiteten ikke ond vilje hos disse fra religionerne frafaldne væsener, men derimod dette, at de ikke mere har noget ståsted med hensyn til deres forhold til Gud. Gud har forvandlet disse væsener ved igennem udviklingen at give dem en stærk intellektuel sans. Denne sans sætter væsenerne i stand til at tænke logisk. Men samtidig med denne udvikling har Guddommen også, igennem de mange tidligere livs lidelse og smerte, givet de pågældende væsener en ny evne, nemlig den humane sans eller næstekærlighedsevnen. Det er denne evne, der sætter grænsen for, hvad man kan nænne at gøre af ondt imod sin næste. Det er denne evne, der får egoismen eller selviskheden, der er det samme som "de dyriske anlæg" i mennesket, til at degenerere. Denne, den intellektuelle næstekærlighed, er igen det samme som "det menneskelige" i mennesket eller det, Kristus kalder "himmeriges rige". Det er altså disse to evners udvikling, der efterhånden affolker dogmereligionerne, idet menneskene ved hjælp af disse er vokset over den humane standard, som religionerne repræsenterer og det billede af Gud, som disse har affødt og været en fortolkning af. Og det er givet, at et billede af Gud, eller en guddomsopfattelse, der på visse felter ligger under den humanitet eller kærlighed, de selv er udviklet til at føle og manifestere i deres væremåde, kan ikke mere udgøre noget virkeligt livsfundament for disse væsener. Hvordan kan de samme væsener da være mere humane eller kærlige end selve Guddommen? – Ja, lad os prøve at se. –