2250. Er det ikke her klart som en åbenbaring, at en sådan guddom ikke kan være livsfundamentet for et virkeligt humant eller kærligt menneske? – Et sådant menneskes mentalitet står himmelhøjt over en sådan guddoms i kærlighed. En guddom, der er almægtig og har magt til at føre ethvert væsen ind i himmeriges rige eller det højeste kærlighedens lys, men ikke desto mindre fører en kæmpemæssig part af mennesker til en evig pine, hvorfra de aldrig kan befries, må have størst interesse i at se væsener lide eller pines i stedet for at se dem lykkelige. At se væsener lide og pines må således være denne guddoms største lyst. Når en sådan tendens findes hos et menneske, ved vi, at det er seksuelt afsporet, det er sadist, det er besat af de tendenser, der gør mennesket til lystmorder. – Kan universets Guddom være lystmorder? – Kan noget normalt intellektuelt menneske tro på en sådan guddom? – Nej, det kan kun de mennesker gøre, der ikke intellektuelt kan klargøre sig konsekvenserne af de pågældende religiøse dogmers særlige ordlyd eller bogstavform. Nævnte mennesker er ikke selvtænkende. De analyserer ikke. De tror blindt på dogmernes overfladiske struktur og kommer derfor ikke så dybt ind i denne, at de ser, at den i sin dybeste, intellektuelle analyse fører til en pervers eller sadistisk guddom. Men netop derfor må dogmereligionerne med det i stor udstrækning af mennesker skabte gudebillede nødvendigvis gå i forfald, alt eftersom væsenerne får forstand til at drage den intellektuelle konsekvens af de nævnte religioners uheldige postulaters ordlyd. Er det ikke netop derfor, Gud igennem udviklingen giver menneskene både den humane og den intellektuelle sans? – Og ser menneskene ikke igennem sin udviklede intellektualitet, at sadisme eller lystmord er en seksuel abnormitet? – Viser den ikke yderligere, at al ulogisk handlemåde er afsporing? – Det er ikke så mærkeligt, at menneskeheden i deres nuværende epoke begynder at forvente en religiøs reformation, en fornyet opfattelse af livsmysteriets løsning, en opfattelse, der som realistisk kendsgerning kan vise, at Guddommen netop er alvis, alkærlig og almægtig.