2255. Dyret er i foran nævnte epoke endnu et firbenet, loddent pattedyr, i hvilket der er begyndende tendenser til en strukturændring. Fra at være et firbenet dyr er det ved at udvikle sig til at blive et væsen, der mere og mere får evne til at bevæge sig ved den oprejste gang fra sted til sted. Derved degenererer dets forbens natur som "fødder". De bliver mere og mere overflødige i væsenets vandreevne. Men derved bliver de frigjorte for væsenet til en helt anden funktion. De bliver til "hænder" eller de redskaber, ved hvilket det begyndende menneske kunne udvikle sin fysiske skabeevne, den evne, der efterhånden gjorde det dyret kolossalt overlegent, gjorde det til elementernes behersker. Denne voksende frigørelse af væsenernes forben fra vandreevnen og den heraf følgende skabeevne skyldes en indtrådt ændring i det pågældende væsens kosmiske polstruktur. I de mest fremskredne dyr kulminerer den maskuline pol i hankønsvæsenerne og den feminine pol i hunkønsvæsenerne, medens den feminine pol i hankønsvæsenerne og den maskuline pol i hunkønsvæsenerne er latent. Og vi har således her hankønsvæsenet og hunkønsvæsenet i renkultur. Men efter denne kulmination i de nævnte to former for kønsvæsener begynder den modsatte pol, hvilket altså vil sige den feminine pol i hankønsvæsenerne og den maskuline pol i hunkønsvæsenerne at udvikle sig, medens den ordinære pol i de to former for kønsvæsener stagnerer. Men dette sker heller ikke i lyntempo. Denne udviklingsepoke strækker sig, næsten umærkeligt for væsenet selv, igennem mange liv. Men fra denne udviklings begyndelse degenererer væsenernes fremtræden som hankøns- og hunkønsvæsener. Dette sker også langsomt. Tendensen til et nyt væsen begynder dermed at opstå i de samme væsener. Dette nye væsen er det begyndende jordiske menneske. Samme væsen er således ikke noget hankønsvæsen eller hunkønsvæsen i renkultur. Men det er først meget langt fremme i udviklingen, at den modsatte pol berører væsenets seksuelle forvandling.