2257. Med hensyn til at beherske jordens eller naturens kræfter er menneskene som nævnt lige ved opfyldelsen af den guddommelige forjættelse. Men der er andre mentale felter, hvor de endnu ikke er nær så langt fremme i opfyldelsen af nævnte guddommelige bud eller forjættelse med hensyn til at gøre sig jorden underdanig, hvilket i virkeligheden vil sige livet og dermed skæbnen underdanig. Iagttager vi disse felter, ser vi, at de alle drejer sig om menneskets forhold til dets medmennesker. Her forekommer i en endnu kolossal udstrækning et ocean af fysiske og mentale kollisioner mand og mand imellem. Det er stadig i større eller mindre grad princippet, "enhver er sig selv nærmest", der gør sig gældende, altså en mentalitetslevning fra den epoke, da mennesket var et dyr i renkultur. Medens dette princip var den absolutte livsbetingelse i nævnte epoke, er det i væsenets nuværende epoke som menneske absolut ikke nogen livsbetingelse. Det jordiske menneske er nu så langt fremme i dets menneskelige epoke, at nævnte princip, der, hvor det kommer til udløsning, altid, ligefrem uundgåeligt, vil være en sabotage af dets ophavs fysiske velvære eller livslykke, selv om det i første instans tilsyneladende kan give det værdifulde fordele eller se livsvigtigt ud. Mennesket er ikke mere i et hundrede procents dyrerige. Det befinder sig udviklingsmæssigt eller mentalt set også et lille stykke inde i menneskeriget, der igen er det samme som en ny ordinær livsform. Da enhver ordinær livsform har sine særlige love, der må opfyldes, for at væsenet i den kan opleve den lykke, der er den højeste og normale i samme epoke, må væsenet altså kollidere med denne nævnte ny epokes love, hvilket her vil sige menneskerigets love, sålænge det vanemæssigt, automatisk eller viljemæssigt endnu opfylder visse af dyrerigets love, altså lovene og tendenserne fra den epoke, som nu degenererer og nødvendigvis skal degenerere i væsenet, for at det kan opnå det velvære, den glæde og livslykke, der udgør den normale livsform i menneskeriget.