2258. Den inderste kilde eller kraft, der har bragt mennesket ind i denne situation, således at det hverken er dyr eller menneske, er altså den modsatte pol i dets sjælelige eller åndelige struktur. Den bevirker, som vi allerede ved, en begyndende gradvis udvidelse af evner, som væsenet allerede har i en mere eller mindre latent form under dets tilstand som dyr i renkultur. Disse evner er følelsen og intelligensen. Nævnte evner dannede et lille supplement til væsenets instinktområde, der i virkeligheden var væsenets fundamentale, regulerende eller styrende bevidsthedsområde. Hovedparten af dyrets daglige færden og livstilstand blev således automatisk ledet i kraft af dets omfattende instinktevne og tyngdeevne. Ved tyngdeevnen må vi her forstå væsenets kampevne, ved hvilken det kunne overvinde og dræbe de dyr, der skulle tjene det til føde, og ligeledes ved samme evne kunne forsvare sig og sit afkom overfor fjendtligt indstillede medvæsener. Da livsbetingelsen i dyreriget er baseret på princippet "enhver er sig selv nærmest", var dyrets bevidsthedsstruktur således ikke særligt bygget til at kunne udfolde næstekærlighed. Her, hvor det i stor udstrækning var en livsbetingelse for væsenerne at skulle leve af andre væseners organismer, måtte kampevnen, altså evnen til at kunne overvinde og dræbe de dyr, der nødvendigvis måtte tjene en til føde, og evnen til at kunne forsvare sig overfor de væsener, af hvilke man selv blev efterstræbt som livsbetingende næring for deres sult, blive en fundamental livsbetingelse. Dyreriget i renkultur udgør altså en verden, hvis daglige liv udelukkende kun rummer angreb, forsvar, parringsdrift og afkomsbeskyttelse. Denne dyriske livstilstand befordres som nævnt automatisk af instinkt- og tyngdeevnen. Ved hjælp af sin mindre fremtrædende latente følelse og intelligens har dyret et lille område af vågen dagsbevidsthed, i kraft af hvilken det kan orientere sig, og hvor de livsbetingende, automatiske instinktimpulser kan forbinde sig med dets latente følelse og intelligens og herigennem forme dets viljeføring og manifestation. Denne manifestation udgør altså dyrets livstilstand i renkultur. Og det er ud af denne livstilstand, at det jordiske menneske er i færd med at udvikle sig. Denne udvikling har altså forandret det jordiske menneske fra at være et dyr i renkultur til det nu fremtrædende højeste kulturmenneske. Og den vil urokkeligt fortsætte uden ophør, indtil det nuværende kulturmenneske er blevet totalt befriet af de i samme væsen endnu herskende levninger af de dyriske anlæg og er blevet mennesket i renkultur, hvilket vil sige: til opfyldelsen af Guds plan med det levende væsen: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".