2260. Men det almene jordiske menneske er ikke et færdigt menneske. Dets dagsbevidste fremtræden eller væremåde befordres delvis ligesom dyrets automatisk ved instinkt, tyngde og uintellektualiseret eller primitiv følelse og delvis ligesom det færdige menneskes ved humaniseret intellektualitet. Den begyndende menneskelige mentalitet og væremåde er det absolut eneste, der kan føre menneskene ud af dyrerigets anlæg, ud af krigen og myrderierne, ud af hadet og hævnen og ud af sygdommene. Når alle disse foreteelser endnu kan ske indenfor det jordmenneskelige område, skyldes det udelukkende de i menneskene endnu fremtrædende dyriske anlæg. Det skyldes således hverken en djævel eller andre former for onde ånders fristelse, men derimod udelukkende menneskenes egen særlige udviklingsstandard og den heraf affødte væremåde. Det er her let at se, at verdens frelse ikke kan befordres ved en ny diktator eller en ny regering, en ny politik, ja ikke engang ved en ny messias, men derimod udelukkende kun igennem et særligt bestemt tidsområde af en udviklingsepoke, indenfor hvilken livet selv i forbindelse med åndsvidenskaben som kendsgerninger vil vise menneskene, at dette, at leve på sine dyriske anlæg, at leve på dyrisk væremåde, umuligt kan skabe virkelig menneskelig tilværelse. De vil i samme grad, som de lever under de dyriske anlæg i deres bevidsthed, kun opleve en tilværelse, der er analog med dyrenes. Og da menneskene har fået udviklet intelligens, er de blevet i stand til at gøre denne deres dyriske tilværelse eller væremåde tusinder af gange mere morderisk, mere lemlæstende og lidelsesfuld end dyrene. Nævnte væremåde eksisterer i dem som en overvældende instinktmæssig, automatisk funktion. Den kan derfor kun standses eller ændres ved vågen, dagsbevidst, viljemæssig indgriben. Det er derfor ikke så mærkeligt, at denne dyriske side i menneskene, som før nævnt, behersker deres mentalitet, deres religion, deres politik, deres forretningsverden, deres kunst og videnskab, deres indstilling til, og væremåde overfor deres næste i samme grad, som denne viljemæssige indgriben er den instinktmæssige automatfunktion underlegen. Ingen af alle disse foreteelser er i renkultur. De udgør en blanding af dyrisk og menneskelig mentalitet og kan umuligt udgøre andet, da deres ophav, som nævnt, netop udgør væsener, hvis mentale struktur udgør denne blanding. Hvor mange procent, der i dag er af dyrisk mentalitet, og hvor mange procent, der er af menneskelig mentalitet, vil udelukkende være afhængig af, hvor langt de pågældende væsener er nået fremad i udviklingen hen imod det fuldkomne menneskes stadium.