2266. Det er således ikke det menneskelige i menneskeheden, der er dennes fjende, men derimod det dyriske i den. Alle ufærdige mennesker er i deres menneskelige side af deres mentalitet absolut venner. I denne sides dybeste indre forekommer en mere eller mindre stærk spirende kærlighed til alle andre væsener. Men den bliver først åbenbaret eller synlig, alt eftersom væsenet udvikler sig og når frem til de mere fremskredne kulturstadier. Denne begyndende, spæde kærlighed er jo omkranset af eller indelukket bag en meget stærk mur i form af det samme væsens dyriske natur, denne mentale levning fra dets udviklingsepoke som dyr i renkultur. Da denne dyriske natur er på højden af sin udvikling, medens den menneskelige natur i nævnte væsen er i sin første spæde vorden, er det ikke så mærkeligt, at den dominerer væsenets mentalitet og væremåde, så det fremtræder mere i dyrets billede end i menneskets, rent mentalt set. Ja, selve dets religiøsitet og forhold til Gud eller Forsynet er også, i dets primitive begynderstadier som menneske, i dyrets billede. Det udgør en tilbedelse og lovprisning af det dræbende princip. Det kan kun ane Gud i sit eget billede, altså en guddom, der dræber og myrder, hævner og straffer. Det kan kun se en sådan væremåde som det højeste ideal. Det aner endnu slet ikke, at det i sit dybeste indre i virkeligheden er venner med alle levende væsener, og at det er udgået fra en tidligere lysepoke, i hvilken kærligheden var det vågne dagsbevidste livets fundament. Men denne kærlighedens begyndende spæde ild i dets indre kan ikke blive ved med at være et af den dyriske natur indesluttet og skjult lys. Ifølge det evige spiralkredsløbsprincip og væsenets polprincip eller den højeste ilds princip er den dyriske natur i dets mentalitet og væremåde på dette stadium dømt til undergang, medens den nævnte kærlighedens lille spæde flamme, den menneskelige natur i renkultur, er bestemt til at vokse og udvikle sig til et altbeherskende kærlighedens strålevæld til glæde og velsignelse for alt, hvad dets ophav måtte komme i berøring med. Det er denne udvikling, vi bliver vidne til i enhver lille uselvisk handling, enhver lille tilgivelse af forseelse, der måtte komme fra samme ophav. Nævnte små sympatiske udløsninger er lysglimt fra dets begyndende indre menneskelige natur, der har fået evne til at bryde igennem den forstenede vold af dyrisk natur, der omslutter dette begyndende kærlighedens kildevæld i det vordende menneske i Guds billede. Jo mere ufærdigt mennesket er, desto færre kærlighedens lysglimt er det i stand til at føre igennem den nævnte forstenede vold, dets automatiske, dyriske sindstilstand, dets forstenede livsfundament, manifestationsprincippet: Enhver er sig selv nærmest. – Det ufærdige menneske er således kun i stand til på det fysiske tilværelsesplan at opleve det rigtige menneskeriges atmosfære, lys og glæde igennem disse små lysglimt af menneskelig natur, de er i stand til at føre igennem den forstenede vold af dyrisk mentalitet i deres indre. De oplever således ikke menneskerigets natur i en permanent tilstand. De oplever den kun igennem de nævnte lysglimt. Imellem disse lysglimt udfolder det sin dyriske natur. Her kommer således dets hidsighed, had og vrede, dets uærlighed, dets intolerance, dets skinsyge og misundelse, dets brødnid og jalousi, dets bagtalelsestendens, dets afsporinger af enhver art til udfoldelse. Dets tilværelse på det jordiske, fysiske plan er således en blanding af dyrisk og menneskelig mentalitet. Dets skæbne svinger imellem dyrisk mørke og menneskeligt lys. Da jorden hovedsageligt er befolket med sådanne blandingsmennesker og disse således ikke udgør en menneskehed i renkultur, er det ikke så mærkeligt, at samme menneskeheds skæbne måtte blive til den dommedags- eller ragnaroksepoke, der nu hersker på jorden, og som forlængst blev bebudet af Kristus.