2267. Det ufærdige menneske kan således kun opleve det virkelige menneskeriges tankearter, sin egen begyndende menneskelige naturs strålevæld i sit indre, i form af den glæde, som dets begyndende uselviske tendenser og de heraf følgende virkelige små kærlighedshandlinger, det kan manifestere overfor sin næste, afføder. I samme grad som dets dyriske tendenser eller anlæg kommer til udfoldelse, er det udelukket fra at opleve sin egen indre menneskelige tilstand, sin egen indre guddommelige lyskraft. Det må i situationer, hvor dets dyriske natur behersker dets sind f.eks. i had til andre mennesker eller i forbitrelse over et eller andet martyrium, som det mener, disse har ført ind over dets liv eller skæbne, leve i dyrets mørke, leve borte fra den lysets stråleverden, som dets begyndende, indre menneskelige tendenser allerede har sat det i stand til at kunne opleve. Og således lever de jordiske mennesker i en mangfoldighed af situationer borte fra det menneskelige lys, andre væseners sympati og kærlighed, blot fordi deres dyriske anlæg hindrer deres egen indre menneskelige tendenser eller anlæg i at komme på bølgelængde eller i kontakt med omgivelsernes eller næstens indre menneskelige lys eller anlæg. Og væsenets liv bliver en dommedags- eller ragnaroksskæbne på det fysiske plan. Men hinsides døden, i dets tilværelse på det åndelige plan, i det virkelige menneskeriges mentale sfære, er det menneskelige frigjort af det dyriske i de ufærdige mennesker. Og derfor må alle mennesker her uundgåeligt være venner, idet alt det, der kan bevirke fjendskab, altså den dyriske natur, således ikke kan eksistere på dette tilværelsesplans bølgelængde. Her er kærlighedens rige derfor i total renkultur. Denne oplevelse af kærlighedens hjemsted sker kun i forhold til, hvor megen menneskelig natur man har fået udviklet og kan manifestere i sin fysiske tilværelse. Alt eftersom denne nævnte menneskelige natur på det fysiske tilværelsesplan endnu er ufuldkommen, må væsenet atter fødes på det nævnte plan for at få den fuldkommengjort.