2270. Forannævnte evige principper udgør i sig selv de evige detaljer, der er identiske med det guddommelige noget eller jeget i ethvert levende væsen. De har alle i deres egen natur den samme analyse, nemlig den absolut eneste de i denne fremtræden kan have, og i hvilken de kun kan udtrykkes som "noget som er". – Dette noget, som altså udstråler magten til al skabelse, hvis synliggørelse er universet eller verdensaltet, er i sig selv ikke skabt og vil umuligt kunne være det. Det må derfor, som vi allerede har set, have en evig eksistens. Det kan umuligt opløse sig selv. Intet kan ligge hinsides dette noget, alt er underlagt det. Og dette i form af alle eksisterende jeger fremtrædende "evige noget" med sin manifesterende almagt, alvisdom og alkærlighed eksisterer derfor som verdensaltets evige ophav og dermed som alle tiders og rums eneste sande Guddom.