2273. Som før berørt er vejen ud af menneskenes nuværende dommedagsepoke i sin dybeste analyse ikke et spørgsmål om kongemagt, diktatur, politik, retsvæsen eller økonomi. Ja, det er ikke engang et spørgsmål om religion, verdensfrelsere eller messiasser, thi disse foreteelser er alle uden undtagelse beregnede som guddommelige hjælpekilder for menneskehedens fysiske og åndelige ledelse indenfor et felt eller en epoke i det nedenfor nævnte store kosmiske spiralkredsløb, som menneskeheden nu, under den stærkt forcerede gudløse, materialistiske udvikling, er på vej ud af. Menneskeheden kan ikke mere ledes ved autoritet, trosdogmer, hypoteser, formodninger eller materialistiske filosofier. Den store part af dens individer forlanger kendsgerninger overalt, såvel på det åndelige eller kosmiske område som på det fysiske. Dette forlangende er udelukkende affødt af deres voksende intelligens eller evne til selv at analysere i forbindelse med en ligeledes voksende evne til at føle humanitet eller kærlighed overfor deres næste eller omgivelser. Denne stadig voksende forvandling af de levende væsener er vi vante til at kalde "udvikling". Men udvikling i ordets virkelige eller bogstaveligste betydning kan ikke finde sted uden i kraft af en forudgående "indvikling". Hvor der ikke er noget, der er indviklet, kan der ikke være noget at udvikle. Vi ved allerede, at alle levende væseners livsoplevelse former sig som en forvandling fra mørke til lys og fra lys til mørke og således fortsættende. Når væsenet har gennemlevet en kulminationsoplevelse i mørke og en tilsvarende kulminationsoplevelse i lys har det netop gennemlevet et sådant afsnit af denne sin evige livsoplevelse, vi kalder et "spiralkredsløb". Af dette spiralkredsløb kender menneskene naturligvis bedst den del, de netop for tiden befinder sig i, nemlig dyreriget, som de tilhører i kraft af de "dyriske anlæg", deres mentalitet endnu beherskes af, og menneskeriget, som de, i kraft af "de menneskelige anlæg" eller evner, de har udviklet sig til at beherske, også tilhører. Det jordiske menneske er således, som vi allerede forlængst er blevet kendt med, et overgangsvæsen fra dyr til menneske. Det er denne forvandling, som det dermed er underkastet, vi som før nævnt, udtrykker som udvikling, og som afslører, at væsenerne må have gennemgået en forudgående indvikling.