2275. Men dette, at vi føres med jorden rundt i dens bane og omdrejninger, gør absolut intet skår i vor fri vilje, tværtimod. Hvis vi ikke netop blev ført med jorden rundt i dens bane omkring solen, ville vi ikke få nogen som helst brug for fri vilje. Vor tilværelse på det fysiske plan ville være en umulighed. Det er netop denne jordens permanente bevægelse, der betinger, at vi lever i et panorama, hvor vi kan udfolde fri vilje, for såvidt vi ikke ved fejlmanifestationer skaber en skæbne, hvis virkninger for en tid spærrer vor egen fri vilje. Skæbneloven betinger netop, at vi kun kan få fri vilje i samme grad, som vi med denne vor egen fri vilje ikke spærrer andre væseners normale brug af deres fri vilje. At vi med vor vilje ikke kan bestemme jordens løb eller standse solens lys, kan ikke betegnes som et indgreb i eller en begrænsning af vor fri vilje, idet disse foreteelser hører en helt anden væsenstilstand, et andet kosmos til, og under hvilket muligheden for de pågældende væseners udfoldelse af fri vilje betinges. Hvert spiralkredsløb, såvel i de vort eget spiralkredsløb underliggende, som i de ovenfor samme spiralkredsløb overliggende spiralkredsløb, har sit eget område eller stadium, indenfor hvilket dets beboere kan udfolde fri vilje, ligesom de naturligvis på samme måde som vort eget spiralkredsløb har underudviklede områder eller stadier, hvis væsener endnu ikke er blevet så udviklede i deres væremåde, at de ikke skaber handlinger, hvis virkninger for en tid spærrer deres fri vilje. At det jordiske menneske, som i realiteten er en makrokosmisk elektronbeboer på den makrokosmiske elektron, vi kalder jordkloden, ikke kan ødelægge den tilsvarende makrokosmiske atomkerne, vi kender som solen, og således ikke kan gribe forstyrrende ind i den bestående verdensorden eller bringe universet ind under sin vilje, kan ikke alene betragtes som selvfølgeligt, men også i allerhøjeste grad som guddommeligt. Dette bliver så meget desto mere tydeligt og fundamentalt understreget, når vi ser, hvorledes en mangfoldighed af jordens mennesker i dag sukker og stønner under en mental og fysisk trældom i form af sorger og lidelser eller en dommedagsskæbne, opstået ved fejlagtigt brug af den dem givne fri vilje på deres eget tilværelsesplan. De evige principper: X1 – X2 – og X3 i de levende væsener og Guddommen, der betinger livet og den evige verdensorden og dermed spiralkredsløbene og den herigennem udløste permanente fornyelse af væsenernes evige livsoplevelsesevne og ligeledes den heraf følgende udødelighed, kan umuligt eksistere som noget objekt for viljeudløsning, idet de er evigt uforanderlige og derfor i deres højeste analyse kun kan udgøre "noget, som er". De betinger altså den bestående verdensorden og de levende væseners evige oplevelse af deres ligeså evige eksistens. De garanterer ligeledes væsenernes fri vilje eller suverænitet i det område, hvor forandring og dermed skabelse kan finde sted, dog som før nævnt kun indtil en sådan grad, at denne fri vilje ikke kommer til at spærre andre væseners normale manifestation af fri vilje.