2277. Da den realitet, vi udtrykker under begrebet "fri vilje", er en underordnet evne eller egenskab ved det levende væsen, er den altså afhængig af dette væsens eksistens og ikke omvendt. Det kan således ikke med sin vilje ødelægge denne sin eksistens. Var det levende væsens evige eksistens underlagt dets vilje, ville det aldrig nogen sinde kunne være blevet til, for viljen kan ikke eksistere uden i kraft af det levende væsen, der udgør dens ophav, og i hvilket den udgør en underordnet egenskab. Hvis der havde været en tid, hvor nævnte væsen ikke eksisterede, hvordan skulle viljen da være blevet til? – Vi må her huske på, at det levende væsen, som vi allerede ved, udgør to realiteter: den forgængelige del og den uforgængelige del. Den uforgængelige del består, som før nævnt, af en kombination af evige principper, der alle eksisterer hinsides manifestationerne. Og her eksisterer denne kombination som det skabtes eller det timeliges urokkelige fundament og ophav. Dette fundament eller ophav kan ingen analyse have, idet alt, hvad der kan udgøre en analyse, er skabt af dette. Det kan derfor i denne sin inderste instans kun have analysen: noget som er. Men dette noget manifesterer sig. Og dette kan kun ske igennem dets modsætning, nemlig: det skabte, det forgængelige, det foranderlige og derfor det timelige. I denne dets jongleren med det timelige eksisterer viljens domæne eller hjemsted. I den kombination af de evige principper, som udgør jeget eller den evige del af det levende væsen, eksisterer der ikke noget, der kan forandres. Og der, hvor der ikke er noget, der kan forandres, kan der umuligt være nogen brug for vilje. Vi ser atter, hvor suverænt det levende væsen er garanteret udødelig eller evig bevidst oplevelse af livet igennem den evige del af dets struktur. Selv om denne evige del ved sin utilgængelighed for sansning kun kan udtrykkes som: noget, som er, så åbenbarer den sig dog indirekte for sanserne som en evig regulerende magt ved det levende væsens jongleren med materien.