2279.
Som vi har set, bæres det levende væsens struktur af evige, uforgængelige principper, der betinger dets evige opretholdelse af eksistens og livsoplevelse, uden at det har nogen som helst indflydelse herpå.
Disse evige principper udgør selve det evige væsen, der er hævet over alt, hvad der kan skabes og således kun kan udgøre analysen "noget, som er".
Fra dette noget udløses altså den realitet, vi kalder vilje, hvilket igen vil sige: evnen til at dirigere tilfredsstillelse af sult, hunger eller begær.
Begærene udløses automatisk af sult- og mættelsesprincippet.
Dette princip, der som før nævnt, hører til de evige, fremkalder altså alt, hvad der er timeligt, alt hvad der er begyndelse og afslutning underkastet.
Men her er også grænsen for de evige princippers mission.
I kraft af væsenets særlige manifestationslegemer udløses den særlige udformning af sulten og mættelsen i det timelige, hvorved den gøres tilgængelig for sansning.
Og indenfor dette område glider det ind under væsenets dagsbevidste viljekontrol. –
Hvad er det så, væsenet kan gøre ved hjælp af sin vilje? –
Det kan ikke bestemme over sult- og mættelsesprincippets tilstedeværelse og udløsning igennem dets åndelige og fysiske struktur.
Men med viljen kan det til suverænitet udviklede menneske bestemme, på hvad måde det vil tilfredsstille sulten eller begærene.
I de tilfælde, hvor sultprincippet udløser hungeren efter mad og drikke, kan væsenet med sin vilje bestemme, med hvilken art af mad og drikke, det vil mætte sin hunger eller tilfredsstille sin sult.
Det område af materie, der hører ind under spiselige produkter, og hvormed mennesket kan tilfredsstille sin sult, udgør en hel lille verden for sig.
Her kan væsenet med sin vilje bestemme, om det vil spise animalske produkter, hvilket altså vil sige: produkter udskåret af ligene af dræbte animalske væsener, altså væsener, hvis organismer hører til dyreriget.
Det kan ligeledes bestemme, om det i stedet herfor vil spise vegetariske produkter, hvilket vil sige: planter eller dele af de vegetariske livsformers organismer.
Det kan tillige bestemme, om det vil koge, stege produkterne eller det mere eller mindre vil spise dem i rå tilstand.
Det har altså her fri vilje til at kunne vælge og vrage, til at sammensætte og kombinere sin mad og drikke alt efter sit ønske og sin vilje.