2287. Hvad er det da, at væsenerne engang er blevet indviklet i, og som danner grundlaget for deres nuværende tilstand i form af udvikling? – Ja, her må vi se på hvilken forskel, der er på de mindre og de mere udviklede mennesker. Ser vi på de såkaldte højt udviklede mennesker, kan vi se, at der er noget, de er mere afviklet eller frigjort af end de mindre udviklede. Vi kan således se, at jo højere udviklet væsenerne er, desto mindre har de af dyriske anlæg i deres mentalitet. De lyver ikke, de hverken myrder eller lemlæster, de hverken røver eller plyndrer, de er hverken intolerante eller skinsyge. Ja, de føler overhovedet ikke nogen som helst bitterhed, antipati eller vrede imod nogen eller noget. De nænner ikke at gøre noget levende væsen fortræd. De nænner ikke at afvise andre mennesker, der beder dem om hjælp. De ønsker i virkeligheden at leve for at være til glæde og velsignelse for alle andre levende væsener. De har således i denne højeste, mentale sfære ikke mere nogen evne til at hade eller forfølge. De kan kun forstå og dermed tilgive. De er i højeste grad uselviske og opfylder kærlighedsloven om at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. De er altså frigjorte af den dyriske selvopholdelsesdrift med alle dens instinktmæssige, automatiske udløsninger af egoistiske eller selviske manifestationer, der i virkeligheden bevirker, at de er til forbandelse, er til lidelse og besvær, er til ulykke, sorg og skræk for andre væsener. Det er altså den dyriske væremåde med dens dødbringende mørke eftervirkninger, de er udviklet eller frigjort af. Det er denne væremåde, de har været indviklet i.