2288. Men hvornår begyndte denne indvikling? – Den begyndte naturligvis samtidig med væsenernes udgang af det tidligere spiralkredsløbs salighedsrige. Her begyndte væsenernes inkarnation i fysisk materie, hvilket altså vil sige det samme som deres indvikling i denne. Men denne indvikling blev også efter den vegetabilske epoke, en tiltagende indvikling i dyrisk væremåde. Væsenernes livsbetingelse blev egoisme eller selviskhed, hvilket igen vil sige en tilværelse, der mere eller mindre kun kan eksistere på bekostning af andre væseners lidelse og død. Væsenerne blev indviklet i en livsepoke, hvor det var en livsbetingelse, at enhver er sig selv nærmest. Denne livsepoke kender vi som dyreriget i renkultur. Da livsoplevelsen i denne væremåde er baseret på væsenernes evne til at føre død og undertrykkelse over andre levende væsener, og samme væremåde igen ifølge skæbneloven i samme grad virker tilbage på sit ophav med død og undertrykkelse, er væsenerne her således indviklet i eller bundet af den skæbne, som de har påført deres medvæsener. Det, som vi i daglig tale kalder udvikling, er således i virkeligheden i sin inderste eller dybeste analyse fra dets tilsynekomst i mineralriget, frem igennem planteriget til dyrerigets kulmination, ikke "udvikling", men "indvikling". Fra dyrerigets kulmination og frem til indvielsens store fødsel, hvor væsenet fremtræder som det fuldkomne menneske i Guds billede, finder vi således de levende væseners absolut sande udviklingsepoke. I denne epoke udvikler, hvilket altså her vil sige, afvikler eller frigør væsenet sig fra sin lidelsesbefordrende og dræbende, dyriske mentalitet og væremåde til fordel for sin "indvikling" i den livgivende og kærlighedsbefordrende, menneskelige mentalitet og væremåde. Denne mentalitet og væremåde kan udelukkende kun opfylde og befordre næstekærligheden, der igen er det samme som alkærligheden eller kærligheden til Guddommen og alle levende væsener. Nævnte væremåde udgør det fuldkomne menneskes totale opfyldelse af formålet med alt liv og væremåde i hele verdensaltet. Det ufærdige menneske er således trods alt under en gradvis indvikling i menneskeriget og de hermed forbundne kommende højere tilværelsesformer i lyset. Men det må samtidig være under udvikling eller frigørelse af dets indvikling i dyreriget og de med dette rige forbundne dødsmanifestationer og mørke.